Vers 167.
167.
Følg ikke den vulgære vej; lev ikke i uopmærksomhed; hold ikke fast ved forkerte anskuelser; dvæl ikke længe i den verdslige tilværelse.
hinam dhammam na seveyya pamadena na samvase micchaditthim na seveyya na siya lokavaddhano
Vers 166.
166.
Man bør ikke forsømme sit eget vel for en andens skyld, hvor stor den end måtte være. Når man klart forstår sit eget vel, bør man være hengiven til det gode.
attad’attham paratthena bahun’api na hapaye attad’attham abhiññaya sadatthapasuto siya
Vers 165.
165.
Af én selv bliver det onde gjort; af én selv bliver man uren. Af én selv undlader man det onde; af én selv bliver man ren. Renhed og urenhed afhænger af én selv; ingen kan rense en anden.
attan’ava katam papam attana sankilissati attana akatam papam attan’ava visujjhati suddhi asuddhi paccattam n’aññam aññam visodhaye
Vers 164.
164.
Den, som på grund af fordrejede opfattelser foragter de Fuldkomnes, de Ædles og Retfærdiges Lære — den dåre frembringer, ligesom bambussen, kun frugter til sin egen undergang.
yo sasanam arahatam ariyanam dhammajivinam patikkosati dummedho ditthim nissaya papikam phalani katthakass’eva attaghaññaya phallati
Vers 163.
163.
Det er let at gøre det, der er dårligt og skadeligt for én selv. Men det, der er godt og gavnligt, er yderst vanskeligt at gøre.
sukarani asadhuni attano ahitani ca yam ve hitam ca sadhum ca tam ve parama dukkharam
Vers 162.
162.
Ligesom en enkelt slyngplante kvæler det træ, den vokser på, således skader en stærkt fordærvet mand sig selv, som kun en fjende kunne ønske det.
yassa accantadussilyam maluva salamiv’otatam karoti so tath’attanam yatha nam icchati diso
Vers 161.
161.
Det onde, som en uforstandig mand gør ved sig selv — født af ham selv og frembragt af ham selv — knuser ham, som en diamant knuser en hård ædelsten.
attan’ava katam papam attajam attasambhavam abhimanthati dummedham vajiram v’asmamayam manim