པཎ་ཆེན་བླ་མ ༠༣ དབེན་ས་པ་བློ་བཟང་དོན་གྲུབ། dben sa pa blo bzang don grub
(1505-1565)
Lama Wensapa blev født i 1505 i Lhaku (lha khud) i Tsang, på et sted som hedder Wensa (dben sa). Hans far hed Sonam Dorjey (bsod nams rdo rje) og hans mor var Pel Dzomkyi (dpal ‘dzom skyid). Hans barndomsnavn var Gompo Kyab (mgon po skyabs).
I en meget ung alder fik Gjelwa Wensapa en vision, at hele samsara var en grænseløs ild, der brændte uden ende. Fra det tidspunkt udviklede han ønsket om at blive ordineret. Allerede i en meget ung alder mødte Wensapa sin første lærer, Djey Kjabtjok Pelzang (rje skyabs mchog dpal bzang), abbeden fra Wensakloster (dben sa dgon). Det siges han selv i ungdommen var en ekstraordinær elev og udøver, og at han hurtigt overgik alle sine jævnaldrendes viden og forståelse. Wensapa siges også at have haft stor, spontan og naturlig tro på Tsongkapa Lozang Drakpa (tsong kha pa blo bzang grags pa, 1357-1419) og at have bedt om at være i stand til at legemliggøre essensen af dennes lære. I forfølgelsen af dette mål tog han i en alder af elleve ordination som begyndermunk ved Tjøkor Yding-kloster (chos ‘khor dbus sdings). Drakpa Døndrub (grags pa don grub) fra Laritsey (lha ri rtse) tjente som abbed og Tsyltrim Rintjenpa (tshul khrims rin chen pa) var præceptor. Han fik navnet Lozang Døndrub. Han følte intet andet end afsky over for enhver situation, han så i verden, samtidig med at han følte overvældende medfølelse for hvert levende væsen. Han mødte hver enkelt med tanken: ”Hvordan kan jeg redde dette stakkels væsen fra fængslet af ukontrolleret genfødsel i den cykliske tilværelse?”
Kort efter rejste Lozang Døndrub til Drepung-kloster (‘bras spungs), hvor han studerede Lam Rim (lam rim) og filosofiske tekster, og modtog undervisning i de højeste Yoga-Tantrapraksisser ved en række Lamaer, især fra Laripa Drakpa Døndrub.
Da den store Wensapa var sytten år gammel var der en udbredt epidemi af kopper i Lhasa og han blev også smittet. En dag, mens hans var syg og i gang med at recitere vers om afhængig oprindelse, hørte han en stemme nær hans dør. I det øjeblik han hørte lyden af denne stemme, rejste hårene på hans hud sig, og han gik straks udenfor. Han så en munk med hvidt overskæg og fipskæg, iført religiøse klæder af det fineste stof, hvis væsen og renhed var slående. Wensapa indså øjeblikkeligt, at denne person bestemt måtte være en stor Siddha og inviterede ham indenfor og viste ham den passende respekt.
Kedrub Sanggyey Yeshe lovpriste senere anledningen til det første møde mellem Wensapa og den store Siddha Tjøki Dorjey (chos kyi rdo rje, født ca.1457) og kaldte det et ”mest lovende sammenløb.” Wensapa vidste med det samme i sit hjerte, at denne Siddha helt sikkert havde opnået den højeste virkeliggørelse. Derfor bad han ham uden tøven om at blive hans Guru. Den store Siddha Tjø Dorjey accepterede denne anmodning med et glædeligt ansigt og inviterede ham til at slutte sig til ham på et bestemt tidspunkt på hans eremitage Garmo Tjø Dzong (mgar mo chos rdzong) i den øvre region af Tahsji Dzong (bkra shis rdzong), vest for Shigatse.
Så snart Gjelwa Wensapa var kommet sig over kopperne – som ikke var længere end det aftalte tidspunkt – fortsatte han, præcis som hans Siddha-Guru havde instrueret ham, til Garmo Tjø Dzong-eremitagen. Da han havde glædet den store Siddha Tjø Dorje med de tre typer af glæde, gav den store Siddha ham glædeligt de fuldstændige og omfattende instruktioner, han havde bedt om. Begyndende med den fulde overførsel af Stierne til oplysning (lam rim) op til de fuldstændige detaljerede øvelsesinstruktioner for Djey Tsongkapas overleveringslinje af Ganden Mahamudra (dga’ ldan phyag chen), som Djey Tsongkhapa siges at have modtaget fra selve Mandjusri, sammen med transmissionens rodtekst, trylpey lekbam tjenmo (sprul pa’i glegs bam chen mo). Kommunikationen mellem de to var som at hælde vand fra et kar i et andet og Wensapa indtog dermed hans plads som en overleveringslinjeholder af Gandens mundtlige tradition. Fra Tjøki Jey Lo Drø Gjeltsen (chos kyi rje blo gros rgyal mtshan) modtog han instruktionerne, transmissionen og tilladelserne til nartang gjatsa (snar thang brgya rtsa), meditationsinstruktionerne fra Atisja, Gujasamahdja, og andre Tantriske undervisninger.
Derefter gik Wensapa derfra til en meditationsgrotte kendt som Pema Tjen (pad+ma can), et sted også omtalt som Pema Ø (pad+ma ‘od) og et af de bedste steder til at opnå siddhis. Her praktiserede han de lærer og andre doktriner, som Tjøki Dorjey havde overført til ham. I overensstemmelse med anvisningerne fra den store Siddha Tjø Dorjey og de forskrifter, som Kjabtjok Pelsang tidligere havde givet ham, forkastede Wensapa fuldstændigt de otte verdslige bekymringer. Derefter praktiserede han hjertet af den dybe vej på adskillige ensomme steder i forbjergene og isolerede kløfter, hvor han konstant tænkte på intet andet end yogaøvelser. Han levede som en Siddha i indisk stil, smurte sin krop ind med aske af møg og sad i den syvdelede diamantstilling i dagevis og koncentrerede sig med stor indsats på sin Yidam. Han tænkte hverken på, hvor lang tid det kunne tage, eller på den store indsats, der ville kræves, og til sidst opnåede han evnen til at forblive fuldstændig i samadhi til enhver tid, dag og nat.
På grund af dette var han i stand til at undertrykke alle manifestationer af de lidelsesfulde følelser, såsom begær, der måtte opstå. Efterhånden blev selv tilbøjeligheden til at være bange eller ude af stand til at følge den fortjenstfulde vej kastet langt væk. Han var i stand til at fastholde sit sind på fortjenstfulde meditative genstande af enhver art, og alle skadelige vaner i forbindelse med stederne [og metoderne] til vejrtrækningen blev fuldstændig modvirket, så hver gang han anvendte sit krop-sind til enhver aktivitet, blev en enestående lyksalighed født i ham. Når han beskrev denne periode af sit liv, sagde han, at han kunne se på et bjerg og tælle selv dets mindste partikler. Det var også hændt da han boede i Gepel, at han havde forladt sit værelse ved daggry og uden hindring gået gennem væggene af mange tilstødende rum, og alle blev forbløffet. Der var også spekulationer om, at han var involveret i Tantrisk yoga med en gemalinde på dette tidspunkt.
Derefter, i en alder af lidt over tyve, praktiserede han Gujasamahdja på Gjelwa Gjungs eremitage (rgyal bargyung) i Diamantpaladset i Drakgja Wo (‘brag rgya bo). Han opnåede enestående indsigter af en forunderlig karakter, såsom at være i stand til at recitere alle traditioner fra de store Indiske og Tibetanske Lærde og Siddhas, såvel som Herre Buddhas usædvanlig vise ord, udenad og uden den mindste hindring. Han blev også velbevandret i de mange forskellige slags sprog i Aryaernes land (Indien) i både deres dagligdags og klassiske former.
Da han vidste, at denne Ærværdige var hans vigtigste åndelige søn, gav den store Siddha Tjøi Dorjey ham et [særligt] bind af den mundtlige tradition såvel som det mirakuløse bind. Og af en stor skare af Guder og Lamaer blev Wensapa derefter bemyndiget og blev deres regent. På denne måde gav den store Siddha Tjøki Dorjey Gjelwa Wensapa de fuldstændige detaljerede instruktioner om den mundtlige tradition for Sutraerne og Tantraerne fra Jamgøn Lama [Tsongkapa], og til sidst, efter at han havde givet det mirakuløse bind til Wensapa, blev Wensapa den vigtigste overleveringslinjeholder af den mundtlige traditions lære.
Derefter gav den store Gjelwa Wensapa på Pema Chen-eremitagen sin første lære om Dharmaen til en menighed af religiøse personer, der var samlet der.
Gjelwa Wensapa gav denne undervisning:
”Når man hører, overvejer og praktiserer Dharmaen, bør ens mål først og fremmest være at overvinde sit eget sind. Så bør man omhyggeligt undersøge stien ved at anvende en pletfri tankegang som modgift mod de forurenende følelser.
“Enhver, der hævder at dyrke Dharmaen uden grundigt at undersøge alle Mahayanas traditioner, og som kan lide at skændes over de mindste sproglige ting og som siger: ”Du siger således, men jeg siger således”, går fuldstændig glip af pointen.”
Han underviste derefter i stort omfang over hele landet, med bopæl på forskellige Geluk-institutioner i Tsang og U, inklusive Drepung, hvor han i en alder af treogtredive år aflagde de fuldstændige ordinationsløfter hos Gendyn Gjatso (dge ‘dun rgya mtsho, 1476-1542), som posthumt ville blive kendt som den anden Dalai Lama. I løbet af denne tid udførte han også, hvor end han rejste, den dydige aktivitet at fuldstændig undertrykke alle de onde ånder på disse steder.
Den store Gjelwa Wensapa opholdt sig derefter et stykke tid på Riwo Gepel. I løbet af den tid beskæftigede han sig med askese og at opføre sig sådan, at han fik erfaringen af foreningen af lyksalighed og tomhed til at opstå kontinuerligt i hans bevidsthed.
Så rådede Visdomsdakinien ham: ”I morgen vil du møde en Pandita, som er reinkarnationen af den store Siddha Peldrey Dorjey. Ham bør du give alle de detaljerede øvelsesinstruktioner uden forbehold.” Wensapa tog dagen efter til Tahsji-lunpo (bkra shis lhun po) i Shigatse og mødte dér den alvidende Lekpa Døndrub (legs pa don grub). På grund af deres gensidige fortræffelighed i at forstå skrifterne, fattede de straks sympati for hinanden og kom tættere på hinanden. På opfordring af den store Alvidende, komponerede de i fællesskab en kommentar om Bhairava og Gujasamahdja, og for at udvide deres kombinerede dydige aktivitet endnu mere, dikterede Wensapa den Alvidende Skatkammeret. På det tidspunkt troede man generelt, at dette værk var blevet komponeret af den Alvidende [alene], men i virkeligheden blev det udført [primært] af Wensapa. I dag er dette velkendt, og værket er opført [rigtigt] i Wensapas Samlede Værker.
Desuden blev den store Gjelwa Wensapa på det tidspunkt instrueret af Visdomsdakinien til at betro hele den mundtlige traditions ekstraordinære øvelsesinstruktioner – som var blevet givet af Herre Mandjushri til Jey Rinpotje – såvel som nogle af de relevante dele fra det store mirakuløse bind, til den alvidende Lekpa Døndrub. Også en del af Spejlet af hemmelig profeti, som i dag udgør en del af Wensapas samlede værker, blev undervist til den alvidende Lekpa Døndrub. Disse læresætninger var de samme, som i udvidede versioner senere blev undervist til Kedrub Sanggye Yeshe.
Derefter, på den ottende dag i vintermåneden kaldet rawa, i en alder af treogtredive år, rejste Wensapa igen til det store klosteruniversitet, det berømte Drepung, fødestedet for den berømte hierark Dromtøn. Dér, blandt utallige trofaste af Sanghaen, med den alvidende Gendyn Gjatso som abbed, og Hlawang Rintjen som præceptor, og Drepung Yangdren Tjenmo som fortrolig, modtog han ordinationsløfterne. Han påtog sig aktiviteterne i overensstemmelse med Dharmaen og Vinayaen som foreskrevet af Buddha. Så længe han levede, beskyttede han disse løfter og besudlede aldrig selv et eneste løfte med snavs af ond tale eller [kropslig] moralsk undergang.
Derefter tog han til Lhasa og bad foran Djo-Saka’en for udbredelsen af Dharmaen og for alle væseners lykke og velfærd. Der tog han en tekst, der hedder Katjem Kakølma, ud fra en søjle, og netop da han ville se på den, ombestemte han sig og sagde, at det ikke var nødvendigt.
I en drøm senere en nat, gav en Yogi af mørk lilla farve iført bjørneskindsundertøj og ved navn Vinaya-holderen Sakja Kaljanamitra ham bogen de Tre Blomster af Manjushri, som Tydeliggør og formanede ham derefter og sagde: ”Vend kun tilbage til Tsang, når alle dine gode gerninger her er blevet udført.” Så forsvandt han. Den følgende dag blev han voldsomt syg midt på vejen, på grund af alle hans anstrengelser som forberedelse på hans besøg til Ganden, Radreng og de andre berømte institutioner i nærheden. Han huskede sin drøm fra den foregående nat og noterede sig denne begivenhed og besluttede, at det endnu ikke ville være godt at tage af sted. Og så snart han begyndte at vende tilbage [til sit overnatningssted i Lhasa] blev hans krop frisk igen af sig selv.
Derefter gik han til Sera Tektjen Ling-klosteret. Ved fødderne af den alvidende Gendyn Gjatso modtog han en forklarende kommentar til Drubgjel Lukki Tse, en langt livs-bemyndigende indvielse, kommentarer til Befrielsens Sutra, Chødrak-Sutraen og de Samlede Værker af den Alvidende selv (Gendyn Gjatso), lige som adskillige recitationsvelsignelser for diverse mindre tekster.
Han vendte derefter tilbage til Tsang. Der modtog han fra abbeden af Gepel, Lekpey Lodro (legs pa’i blo gros) en mundtlig recitationsvelsignelse til den rituelle fasteceremoni, en praksistilladelse til at sammenføje visse mantraer fra hans Yidam, en tilladelse til praksissen med at udvikle viden om uadskilleligheden af Guru og Beskytteren, og en mundtlig recitationsvelsignelse for Medicinbuddhaen, Bhaisajyaguru. Derefter hørte han fra Pantjen Djangtjub Lodrø (paN chen byang chub blo gros), Gujasamahdja-rodtantraen og kommentaren Det klare lys. Derefter fik han fra Ngari Lotjen Namgjel (mnga’ ri lo chen rnam rgyal) de Fire Hemmeligheders forskrifter og utallige andre dybe lærer baseret på Modertantraerne, såsom Tjakrasamvaras Fire Positioner.
Han blev dermed i sandhed en Mester i lærens helhed.
På denne måde blev den store Gjelwa Wensapa herre over den fuldstændige lære i almindelighed og i særdeleshed herre over de fuldstændige øvelsesinstruktioner af den mundtlige tradition givet af Mandjushri til Gjelwa Tsongkapa. Som Wensapa selv sagde:
Af den mundtlige tradition, essensen af talen
af den Lama kendt som Lozang Drakpa,
den mest fremragende leder af Mandjushris åndelige sønner,
er jeg alene indehaveren.
For nu at opsummere, fra en alder af sytten til en alder af toogfyrre studerede han ikke kun bredt, men udførte omfattende retreats i talrige eremitager: Diamantpaladset ved Drakkya; den Røde Eremitage, hvor store udyr, tigre og leoparder strejfede; ved Kodrak; og i særdeleshed på det sneklædte bjerg Djomo Hlari ved Panam. Derefter opsøgte han i hele sit liv endnu mere ensomme retrætesteder langt væk fra bebyggelser, hvor folk ikke kunne høres eller ses, og på de steder mediterede han uophørligt.
Wensapa døde i 1566. Der var mange mirakuløse tegn da han blev kremeret, herunder regnbuer og blomster, der faldt ned fra himlen. Hans jordiske rester blev begravet i Wensakloster. Omkring 1641 fik hans anerkendte genfødsel, Lozang TJøki Gjeltsen (blo bzang chos kyi rgyal mtshan, 1570-1662) titlen Paṇtjen Lama af den femte Dalai Lama, Ngawang Lozang Gjatso (ta la’i bla ma 05 ngag dbag blo zang rgya mtsho, 1617-1682). Wensapa fik således posthumt titlen den Tredje Paṇtjen Lama.
Wensapas vigtigste discipel var Sanggye Yeshe, som blev hans primære overleveringslinjeholder.
Lamalærer Lozang Døndrups thangka er fra Kina, lavet mellem 1800 og 1899 e.Kr.
Vadisimha Mandjushri
Vadisimha Mandjushri er øverst i midten af thangkaen. Vadisimha Mandjushri er Bodhisattvaen af Løvens Tale. Vadisimha Mandjushri laver Dharma-undervisningsmudraen, mens han holder stilkene af to blomstringsblomster, der understøtter et visdomssværd og en bog. Vadisimha Mandjushri sidder på en hvid lotus over en blå løve med en orange flydende manke.
Gul Parnashavari
Gul Parnashavari præsenteres til venstre i thangkaen. Gul Parnashavari er kendt som gudinden, der forhindrer smitsom sygdom. Gul Parnashavari har tre ansigter og seks hænder. Gul Parnashavari er klædt i friske skovblade.
Medicinguru
Medicinguruen er præsenteret under den gule Parnashavari i thangkaen. Medicinguruen er den safirblå Healingsbuddha.
Simhamukha
Simhamukha er til højre i thangkaen. Simhamukha er blå-sort i farven. Simhamukha er en vred Dakini med løveansigt. Simhamukha holder en buet kniv og kraniekop. Simhamukha er omgivet af ilden af uberørt bevidsthed.
Shakyamuni Buddha
Shakyamuni Buddha er præsenteret under Simhamukhaen i thangkaen. Shakyamuni Buddha er Læreren i denne tidsalder. Shakyamuni Buddha er den første af de tre Juveler.
To Lamaer
To Lamaer præsenteres i bunden til venstre og højre i thangkaen. De er i siddende stilling og er iført klosterklæder og udfører velsignelses- og forklaringsmudraer. De hviler på pudesæder.
Denne thangka af Lama-Lærer Losang Døndrup med Tjøki Dorjey stammer fra Tibet, og er lavet mellem 1800 og 1899.
Tjøki Dorjey præsenteres øverst til venstre på thangkaen, i en regnbuekugle. Tjøki Dorjey blev født nær Shangpa Kagyu-klosteret Tanak Dorjeden i 1457 af to omvandrende asketer fra Tsongka-regionen i Amdo. Hans far hed Kunga Gjelpo og hans mor var Peldzom. Han tilbragte sin barndom på pilgrimsrejser, som sluttede i en alder af elleve, da hans forældre bragte ham til Ganden Namgjeling.
Mahachakra Vajrapani
Mahachakra Vajrapani er præsenteret øverst til højre på thangkaen. Vajrapani Mahachakra er kendt som chagna dorje korlo chenpo i Tibet, den Store Hjul-Vajraholder på dansk.
Yama Dharmaradja
Yama Dharmaradja præsenteres nederst til højre på thangkaen. Yama Dharmaradja er en Tantrisk buddhistisk Visdomsyidam, kendt som en Beskytter af metodeklassen (fader) af Anuttaryoga-Tantra, der specifikt bruges af dem, der er engageret i Vajrabhairava-Tantrapraksisser.
Både Vajrabhairava og Yamadharmaradja er vrede udstrålinger af Mandjushri. De er Bodhisattvaer i Mahayana-litteraturen, men en Tantrisk Yidam i Vajrayana-buddhismen.