Sadhanas er kort sagt buddhistiske “drejebøger” som man bruger i tantrisk praksis. De beskriver trin for trin, hvad man skal gøre i praksissen.
Tantra, og dermed sadhanas, skal aldrig udøves uden vejledning af en kvalificeret lærer. Uden guru, vil du i det bedste tilfælde ikke opleve resultater, i det værste tilfælde kan du faktiske skade dig selv.
I det følgende fortæller Alexander Berzin om sadhanas og tantra.
Baseret på et seminar af Alexander Berzin, Moskva, september 2010 (redigeret):
Der er adskillige typer af tantrisk praksis. Der er fire forskellige klasser af tantra i den Nye Oversættelsestradition (Sarma), dvs. Sakya, Kagyu og Gelugpa – og der er en opdeling i seks typer af tantra-praksis, bare som en opdeling, i Nyingma. Og hver af disse klasser har en lidt anden struktur med hensyn til den praksis, vi udfører; men grundlæggende har vi normalt to faser: én, hvor vi arbejder med vores forestillingsevne, visualisering; og én, hvor vi går ud over forestillingsevnen, for at forklare det lidt generelt. I den højeste klasse af tantra – den fjerde klasse i de Nye Traditioner og i de højere tre af den Gamle Tradition (Nyingma-traditionen) – arbejder vi med faktiske metoder for at komme ind til det mest subtile niveau af sindet og arbejde med kanalerne og energierne og så videre af den subtile krop. Dette er, hvad vi gør i den anden fase.
Vores praksisser er primært i den første fase. Og selv hvis vi laver praksisser, der ser ud til at involvere energisystemerne og chakraerne og så videre, arbejder vi faktisk med det i vores forestillingsevne. Så det er en visualiseringspraksis. Fint. Dette er, hvor vi skal begynde.
Og med denne praksis med visualisering har vi hvad der kaldes en sadhana. “Sadhana” er et sanskrit ord, som betyder, en metode til aktualisering. Og “aktualisering” betyder, at vi faktisk genererer os selv som en Buddha-figur. Og for hver Buddha-figur findes der mange sadhaner, ikke kun én. For hver Buddha-figur findes der også mange forskellige former for denne Buddha-figur, ligesom den fire-armede Chenrezig, den tusinde-armede Chenrezig osv. Og så, da der er så mange varianter og variationer af praksisserne, synes jeg, at det er ganske vigtigt ikke at blive overdrevent knyttet til den, vi gør, som om det var så specielt, fordi alle praksisser er specielle. Alle vil sige, at deres sadhana er virkelig speciel. Så man praktiserer bare den sadhana, som ens lærer giver en, og den overleveringslinje, som læreren har øvet, uden at puste det for meget op, som ”Wow, dette er så specielt!”. Fordi så kan man få en ganske foruroligende holdning til den, og det tenderer i retning af sekterisme.
Hvis vi nu har en type sadhana i en tradition, en guddom. Så vil der være forskellige længder af denne sadhana. Der vil være en forkortet version; der vil være en fuld version; nogle gange er der også en medium version. Og min lærer Serkong Rinpoche sagde, at de forkortede former, de korte former, er til avancerede udøvere. Det er de lange, fulde former, som er til begyndere. I de fulde former reciterer vi dybest set drejebogen til det, vi laver. Det er som en opera af visualisering. Så vi har alle trinene, og du reciterer, hvad du laver.
Og udover det, vi faktisk (prøver at) visualiserer, er der en sindstilstand, som vi forsøger at generere, som bodhichitta osv. – der er også diverse bønner, og vi har masser af mantraer. Nogle af dem er de mantraer, som er forbundet med den specifikke Buddha-figur. Andre dem er mantraer, der er forbundet med at hjælpe os med at komme i en bestemt sindstilstand. Der er for eksempel et mantra med hensyn til tomhed, og faktisk giver sanskrit-ordene os en indikation på en måde at tænke på og ræsonnere på, der får os i den rette sindstilstand. Så der er mange forskellige slags mantraer. Ofte indeholder disse mantraer sanskrit, ikke kun sanskritord, men det kan være hele sætninger på sanskrit. Og også drysset deri vil der være forskellige stavelser, der repræsenterer noget, såsom OM AH HUM. Så når vi laver ofringer, som spiller en meget stor rolle i disse praksisser, reciterer vi også en sætning på sanskrit: “Jeg ofrer dette til buddhaerne og deres følge.” Og man har et sanskritord for hvert af de forskellige ting, man ofrer.
Så hvad er de forskellige dele af en sadhana-praksis? Hvad er drejebogen? Hvad er de vigtigste ting, som vil være der i den fuldstændige udgave? Og i den forkortede udgave, vil der bare være en lille smule af alle ting; og hvis du er fortrolig med den fulde udgave, kan du udfylde resten uden at skulle foretage nogen recitation.
Der er en tanke derfra, inden jeg kommer ind på delene af en sadhana. Implikationen er, at vi virkelig skal gøre os bekendt med den lange form, inden vi effektivt kan udøve den korte. Hvis vi kun gør den korte uden at kende den lange, vil den ikke være særlig effektiv, fordi vi udelader for meget. Man ved ikke rigtig, hvad der er pakket ind i den.
Og også nogle gange laver vi retreats, hvor vi tilbringer en vis lang periode med kun at udføre denne praksis, og laver masser og masser af mantraer og så videre. Men det er ikke tiden til bare at lære sadhanaen. Vi er nødt til at være fortrolig med den, inden vi foretager et refugium. Hvis vi forsøger at gøre en retreat med hele sadhana-praksissen, og vi er ikke bekendt med denne praksis, og vi tænker, ”Åh, jeg skal nok blive fortrolig med det hele under retreaten” – så er det ikke særlig effektiv, ikke særlig effektiv overhovedet, fordi vi bruger meget af tiden på at udføre praksissen forkert eller ufuldstændigt. Nu kan det være meget fordelagtigt at tage lidt tid fra vores daglige liv for at gøre os fortroligt med sadhanaen, og vi kunne endda kalde det en retreat, men det er ikke rigtigt en retreat. Bare for at gå væk i en weekend – i Vesten, kalder vi det en retreat – det er bestemt ikke et retreat på den måde, som tibetanerne bruger udtrykket.
En retreat er, når du har en meget fast plan, normalt i en ganske lang periode, afhængigt af den hastighed, vi laver det på, og du udfører en sadhana-praksis, og du reciterer et mantra flere hundrede tusind gange. Det kunne være en million gange; det hele afhænger af mantraet. Det er en retreat. En weekend, hvor du rejser og følger nogle foredrag, er en fri weekend. Det er ikke det tibetanske ord for “retreat”. Det tibetanske ord for “retreat” her er “en, der gør sindet servicerbart” – med andre ord, det kan virkelig køre, det kan virkelig virke med praksis – ved denne enorme mængde af gentagelse.
Overleveringslinjen
Strukturen af en sadhana – den fulde sadhana- er, at det starter med en overleveringslinje-praksis. Så du visualiserer hele overleveringslinjen, der går tilbage til Buddhaen, uanset hvilken form Buddha måtte have vist sig for at undervise den praksis. Om det er Vajradhara, om det er Samantabhadra, uanset hvad, det betyder ikke noget. Det vil være forskelligt fra praksis til praksis. Og så kan du forestille dig, at hele overleveringslinjen af mestre, der går helt ned til din nuværende mester, den, som du modtager bemyndigelsen fra, og du reciterer et vers for hver enkel af dem; eller det kan være et vers, der inkluderer et par af dem.
Og hver af mestrene i verset – guruerne – opløses i den næste, den næste, den næste, og til sidst opløses de i vores spirituelle lærer, og den opløses i os. Så dette giver os en meget stærk følelse af respekt for overleveringslinjen, at denne er noget, der er autentisk, og går helt tilbage, den er blevet testet over tid; og vi føler enorm inspiration, ikke kun fra vores faktiske lærer, men også fra overleveringsmestre.
Jo mere vi ved om hver af disse overleveringsskikkelser, jo mere inspiration vi vil føle fra dem, snarere end, at det bare er et navn, som vi måske ikke engang kan udtale. Så bare at recitere navne uden at vide noget om disse mennesker er ikke særlig effektivt, og faktisk bliver det som regel ret kedeligt. Vi vil bare skynde os igennem dette afsnit, fordi det bare er navne. Så hvis vi ønsker, at denne del af praksissen skal være mere effektiv, er vi nødt til at lære lidt om, i det mindste, de vigtigste personer i overleveringen. Og i dag er der flere og flere oplysninger tilgængelige via Internettet eller hvad som helst.
Og så, når lærerne uadskillelige fra Buddha-figuren opløses i os, så fokuserer vi på tomhed. Opløs alle vores almindelige fremtoninger. Inspireret, så opløs alle de almindelige fremtoninger. Og generer os selv så i form af – den enkle form af Buddha-figuren. Disse Buddha-figurer har normalt en enkel form og en fuldstændig form. Så det kunnen være en skikkelse med lad os sige fireogtyve arme som den fulde skikkelse; den enkle skikkelse har kun to arme. Så vi starter med den enkle skikkelse, ikke den fulde skikkelse, som regel. Det er klart, at vi er nødt til at have en vis erfaring af tomhed; en vis forståelse af det. Og en vis forståelse af hele processen – af Buddha-naturen, og hvordan det er muligt at generere os selv som en Buddha-figur, og hvad det faktisk betyder, og så videre. Du skal have en vis forståelse.
Så har vi tre grundlæggende sektioner: Vi har de indledende eller forberedende praksisser, hovedpraksissen og derefter de afsluttende praksisser. Så inden for de forberedende praksisser vil rækkefølgen af, hvad vi gør, være lidt anderledes afhængig af de forskellige praksisser, og der vil være mere i den fjerde klasse end der er i den første klasse af tantra, men alligevel er strukturen stort set den samme, så jeg vil bare forklare det på en måde. Så vi er nødt til at forberede os på den faktiske praksis. Så hvordan forbereder vi os?
1. Forberedende Praksisser
Først skal vi lave mange ofringer i praksissen. Det er en stor del af praksisserne. Så vi er åbenlyst nødt til at have udviklet en vis generøsitet på forhånd; ellers vil du ikke lave nogle ofringer. Og der er mange forskellige typer af offergaver. For alle klasser af tantra har vi ofringer af eksterne objekter; forskellige typer: vand og røgelse og blomster, og så videre, mad, musik. Disse er modelleret efter, hvordan du ville hilse på og underholde en æret gæst, hvis de kom til dit hjem i det gamle Indien. Og i den højeste klasse af tantra har vi yderligere typer af ofringer: indre ofringer (som beskæftiger sig med forskellige aspekter af kroppen) og så videre – ikke nødvendigt at gå nærmere ind på alle detaljer her. Og når vi laver disse ofringer, laves nogle ofringer til Buddha-figuren foran os; nogle ofringer vil blive givet tilbage til os som Buddha-figur.
I sadhanaen, det første vi skal gøre … her er et vanskeligt ord. Det er det samme ord som “inspiration”, så det kaldes undertiden “velsigne” ofringerne. Hvad betyder det? Så dette ord, som nogle mennesker oversætter som “velsigne” – jeg oversætter det som “inspiration” i visse sammenhænge, i andre sammenhænge er det “opløftende”. Jeg mener, det er, hvad inspiration gør; det opløfter til en mere – en forhøjet tilstand. Det er konnotationen af sanskrit ordet adhishthana (byin-gyis rlabs). Så opløft eller lys op. Tibetanerne oversætter det med ordet for at lysne op, lyses op til en højere tilstand. Så nogle gange oversætter folk det som “indvie” – at indvie ofringerne.
Husk, da vi talte om os selv i form af en Buddha-figur, at denne positive potentielle type energi på en måde – ja, er det energi? Der er ikke energi, men det er en anden diskussion – men det kan føre til vores almindelige form, eller når den ikke blandes med forvirring, kan den føre til en ren form som en Buddha-figur. Så det er faktisk vores energi, der vises i disse former. Så Sakya, en af de tibetanske traditioner, forklarer, at disse to er uadskillelige, den almindelige samsariske form og den såkaldte nirvaniske eller rene form. Vi skal genere begge dele. Så hvad vi laver med denne opløftning, denne inspiration, er – snarere end at fokusere på den almindelige fremtoning – at, vi går tilbage, vi opløser projekteringen af den sande eksistens i den almindelige og fokuserer på denne rene form. Så det er som to forskellige niveauer af energi; vi vil gå fra den lavere energi til den højere energi, selvom begge er tilstede.
Så vi vil slippe af med denne projektion af alt, der er indkapslet i plast. Slip af med denne projektion – uanset om vi taler om det almindelige vibrationsniveau eller Buddha-vibrationsniveauet – slippe af med det og fokuser derefter på denne rene form. Så det gør vi med os selv (i Buddha-formen), vores omgivelser omkring os (i form af en mandala), og vi gør det med ofringerne. Fjern projektionen af alt, der er indkapslet i plast – hvad angår det almindelige niveau, det rene niveau – og snarere end at fokusere på dette almindelige niveau, er det opløftet, inspireret. Så vi går til dette højere niveau, det rene niveau af fremtoning. Det gør vi med vores krop. Vi gør det med omgivelserne omkring os, så det er en mandala i sin rene form. Og det gør vi også med ofringerne.
Så for at tilberede ofringerne, så de kan blive tilbudt, er vi nødt til at transformere dem, løfte dem op, velsigne dem eller indvie dem – lige meget hvordan du vil oversætte det. Så opløs den almindelige fremtoning og den almindelige projektion af deres sande eksistens, og generer dem derefter i en ren form som nektarer og så videre. Og forøg dem også, så de aldrig vil løbe tør; du behøver ikke at være nærig med dem og tænke, at der ikke er nok til alle. Så de multipliceres uendeligt, og de har kun gode kvaliteter. Vi gør dette med de ydre offergaver. Og hvis det er en højere klasse af tantra, også med de indre ofringer. Og disse kan være ret komplicerede visualiseringer med mange, mange trin, som hver repræsenterer noget andet på stien. Så det er meget dyb faktisk denne proces; meget dybtgående, hvordan det gøres.
Og når vi starter processen, bør vi altid forestille os at jage interferenser væk. Derefter har du tilflugt (tage sikker retning); du har genereringen af bodhichitta. Så det kunne komme først, før opløftningen eller den såkaldte “indvielse” af ofringerne; det kunne komme der, eller det kunne være både der, og efter at du har gjort det. Som jeg sagde, rækkefølgen af disse ting vil variere i forskellige praksisser. Men en struktur, som vi bruger, er tilflugt og bodhichitta som basis, og derefter udføre Vajrasattva-praksis som en rensning, og derefter den syv-grenede-praksis – med at bukke og ofringer og åbent at indrømme de negative ting, som vi har gjort i vores fortid osv. Den syvgrenede praksis kaldes det. Der er altid en guru-yoga, hvor vi forestiller os at få inspiration fra guruens krop, tale og sind. Og meget ofte har vi gentagelse eller bekræftelse af bodhisattvaløfterne – og hvis vi i den tantraklasse vi praktiserer, har tantriske løfter – også de tantriske løfter. Så vi har alle disse forberedende praksisser; og der kan være flere end nævnt her, afhængigt af den praksis, vi udfører.
2. Hovedpraksissen
Så har vi hoveddelen af praksissen. Alle de forberedende ting kan også tænkes på som at opbygge en mere positiv kraft – vi starter med en vis tomhedsmeditation for at opbygge en mere dyb bevidsthed. Så den meditation om tomhed opbygger både positiv kraft og er udgangspunktet for den egentlige praksis – den egentlige hoveddel af praksissen, skulle jeg sige. Så, igen, fokuser på tomhed, fjern alle fremtoninger, og på en vis måde ”genstarter” vi os selv igen i form af at generere os selv i form af en Buddha-figur – den fuldstændige Buddha-figur nu.
Nu en anden funktion, vi har, er et beskyttet rum; undertiden kaldet et beskyttelseshjul. For at være i stand til at udføre praksissen, er vi nødt til at have en følelse af tillid til, at alle forstyrrelser jages væk, og at vi på en måde er i et beskyttet rum for at være i stand til at praktisere uhindret. Og der er mange forskellige måder, hvorpå vi kan skabe dette beskyttede rum – mange forskellige måder, hvorpå det visualiseres, forskellige figurer på det og så videre. Så der er en del variation her. Dette beskyttede rum kan genereres som en del af de forberedende praksisser, eller i nogle praksisser bliver det genereret som en del af hovedpraksissen. Som jeg sagde, der er en enorm mængde variation her.
Så inden for dette beskyttede rum og mens vi opretholder denne forståelse af tomrum så godt vi kan, genererer vi os selv som Buddha-skikkelsen – med en forståelse af Buddhaskikkelsen og mandalas tomhed og så videre. Og i de mere detaljerede former har de fleste af disse skikkelser et palads, som de bor i, og nogle er multiple skikkelser.
Der vil være en del variation med hensyn til, hvordan vi genererer os selv som en Buddha-figur. Det gøres forskelligt i de forskellige klasser af tantra, og også inden for en klasse af tantra vil der være variation. I stedet for, at vores uvidenhed og forstyrrende følelser aktiverer de karmiske potentialer som fører til en almindelig form, i stedet for det, hvad vi vil gøre, er at – og det sker selvfølgelig på tidspunktet af døden, bardoen og genfødslen- hvad vi vil gøre, er i stedet for, uden disse forstyrrende følelser og så videre, at denne positive kraft fører til en ren form.
Så i den Nye Oversættelsesperiode – Sakya, Kagyu, Gelug – hvad vi forestiller os i den højeste klasse af tantra er denne proces, hvor vi erstatter død, bardo og genfødsel med en meget mere fuldstændig form. Så vi har faktisk visualiseringer og praksisser, der ligner det, der sker ved død, bardo og genfødsel, som en måde at generere os selv som en Buddha-figur. Så, i lighed med døden, fraværet af alle disse almindelige fremtoninger, selvfølgelig med en forståelse af tomhed. Og så, med bardoen, at opstå i en enkel form. Og med genfødslen, at opstå i en fuldstændig form. Og i processen med at komme ned på det mest subtile sindsniveau, som vi gør ved døden, forestiller vi os hele processen med de otte trin – eller de ti trin, afhængigt af praksissen – for, hvordan det grove sind i dette liv bliver mere og mere subtilt på dødstidspunktet. Så vi har en ret flot, meget detaljeret proces her. Og det er faktisk kernen; det er den vigtigste del af sadhanaen – denne generationspraksis, der ligner død, bardo og genfødsel. Det er det, vi virkelig vil slippe af med og blive en Buddha i stedet for.
Når vi nu visualiserer os selv som denne Buddha-figur med alle disse skikkelser i mandalaen, er vi dem alle. Vi er ikke kun hovedfiguren. “Jeg-et” er stemplet på dem alle. Vi er hele forsamlingen af skikkelser. Så selvom vi er et par – visualiserer et par – så er vi dem begge to. Der er selvfølgelig en masse tekniske detaljer om, hvad dit synspunkt er, når du visualiserer dig selv som alle disse skikkelser. Denne type instruktion, man har brug for, skal man få af ens egen tantrisk mester, hvordan man rent faktisk gør dette. Det er ikke så enkelt. Men alle disse forskellige skikkelser repræsenterer forskellige aspekter af os selv: de forskellige elementer, de forskellige aggregater, de forskellige sanser, de forskellige typer dyb bevidsthed. Så vi er det hele, ligesom vi er i vores almindelige form med et fordøjelsessystem, et kredsløbssystem, arme, ben osv. Alle sammen integreret.
Når vi har lavet denne visualisering, og du reciterer, hvordan alle ser ud – og i nogle praksisser er der også forskellige skikkelser inde i kroppen af guddommerne – så forestiller vi os, at, hvad der kaldes de dybe bevidsthedsvæsener, opløses i vores visualiserede væsener. Og det er en misforståelse at tro, at de er de rigtige, og de andre er de imaginære; det er ikke helt som det forklares. Men det er en type visualisering eller praksis, der vænner os til at føre de forskellige energivinde ind i den centrale kanal, så vores generation som denne figur bliver stabil. Så forestiller vi os, at vi igen tager den fuldstændige bemyndigelse. Og det kan gøres i en forkortet form; i nogle praksisser, bliver det udført i en meget fuldstændig form.
Og på forskellige tidspunkter laver vi forskellige ofringer. I den forberedende praksis, da vi gjorde guru-yoga, lavede vi ofringer til guruen som buddha-figuren foran os. Her, i hoveddelen af sadhanaen, laver vi ofringer til os selv. Og selvfølgelig, når vi forestiller os at tage bemyndigelsen igen, laver vi ofringer til de bemyndigende guder. Der laves masser af ofringer.
Og så er der forskellige meditationspraksisser for at stabilisere vores visualisering – så vi reciterer ikke længere noget nu – så vi får mere og mere koncentration, med flere og flere detaljer, for at hjælpe os med at få mere stabilitet på det hele. Så der er mange forskellige typer praksis, der udføres her.
Og så er der mantra-recitationen. Og der er mantraer til – hvis det er en mandala med flere skikkelser – er der mantraer til alle skikkelser. Hvis mandalaen har mange skikkelser, siger du en anden mantra for hver skikkelse. Og nogle af dem har flere. Hovedfiguren har normalt mindst tre mantraer; normalt tre. Og mange visualiseringer, der udføres, mens vi reciterer mantraerne. Inden i kroppen, især i hovedfiguren, vil der være forskellige stavelser og forskellige chakraer, osv. Alt dette vil hjælpe os med at få adgang til det subtile energisystem til sidst. Så vi visualiserer forskellige stavelser. Vi visualiserer lys, der stråler ud og giver ofringer til Buddhaerne. Lys udstråler, fjerner lidelsen fra alle væsener og giver dem alle lykke. Masser og masser af visualiseringer, der kan gøres, mens vi udfører mantraer.
Og under alle disse procedurer, der er kommet før dette, har vi forskellige mudraer (forskellige håndbevægelser, som du laver), og sommetider ringer vi en klokke. Der er mange forskellige rituelle ting, der gøres for også at engagere kroppen. Så vi gør noget med kroppen, talen og sindet samtidig.
3. Afsluttende Praksisser
Derefter, efter mantra-recitationen, laver vi Vajrasattva-mantra en eller tre gange for at rense eventuelle fejl, vi måtte have lavet. Og flere ofringer til os selv. Og så kommer de afsluttende dele; der ofte vil omfatte at ofre en torma (gtor-ma) – dette er som en kage – som også er lavet for at fjerne forstyrrelser og skabe tættere forbindelser. Så vi har rensningen – transformationen – af tormaen igen, som hvad vi gjorde med ofringerne i begyndelsen. Torma kan tilbydes til guruerne, den kan tilbydes buddhaerne, den kan tilbydes os. Meget ofte påkalder vi forskellige beskyttere og tormas tilbydes dem.
Og så, efter alle disse torma-ofringer – og du tilbyder dem også ydre ofringer og indre ofringer – så sender vi efter alt dette disse gæster tilbage. Vi forestiller os, at de vender tilbage til, hvor de bor. Og så – vi har været i den fuldstændige form af guddommen indtil nu – så har vi en anden transformation tilbage til den enkle form af guddommen.
Og så er der en recitation af en meget lang bøn. Hvert vers dækker et forskelligt trin i praksissen. Så du gennemgår hele praksissen igen, startende med de grundlæggende sutra trin, hele vejen igennem alle stadier i tantra-praksissen af netop denne praksis. Og så til sidst, laver du, hvad der er kendt som de lykkevarslende vers, som dybest set er en type dedikation. Du ved: må alt være lykkebringende; må alt gå godt med praksisserne, med alle udøvere, så alle kan nå oplysning; etc.
Så dette er den grundlæggende sadhana-praksis. Og forskellige guddomme og forskellige overleveringslinjer af guddommerne vil have forskellige sadhaner, men de følger alle grundlæggende den samme struktur. Så når vi har disse korte, små sadhanas, disse forkortede former, så er alle disse fyldigere aspekter pakket ind i dem. Og hvis du virkelig gør det ordentligt, når du bruger den forkortede form, udfylder du selv alle disse ting. Og jo mere bekendt vi er med denne praksis, selvfølgelig jo mere effektivt vi kan gøre dem, hurtigere. Og fordi de er så komplicerede, vil det tage en hel levetid for at være i stand til at gøre det virkelig ordentligt. Meget, meget, udfordrende.