Den måske største buddhistiske mester siden Buddha er Dharma-kongen Je Tsongkhapa. Hans belæringer førte til formationen af den tibetansk-buddhistiske Gelug-skole (den gule hat sekt, som også H.H. Dalai Lamaen hører til).
Som Alexander Berzin skriver, biografier af store lamaer kaldes en namtar, en befriende biografi, siden den inspirerer tilhørerne til at følge lamaens eksempel og opnå befrielse og oplysning. Derfor hermed Je Tsongkhapas biografi.
Je Tsongkhapa (1357 – 1419)
Profetierne
I Buddha Shakyamunis tid var Je Tsongkhapas tidligere inkarnation en ung dreng, der tilbød Buddha en klar rosenkrans af krystal og modtog en konkylie til gengæld. Buddha kaldte derefter sin discipel Ananda til ham og profeterede, at drengen ville blive født i Tibet, ville etablere et stort kloster mellem områdene Dri og Den (Ganden), overrække en krone til Buddha-statuen i Lhasa og være medvirkende til doktrinens blomstring i Tibet. Buddha gav den unge dreng det fremtidige navn Sumati Kirti eller, på tibetansk, Lobsang Drakpa.
Alt dette skete nøjagtigt, som Buddha havde profeteret. Konkylieskallen, som Buddha havde givet drengen, blev fundet da man byggede Ganden og i 1959 kunne den stadig ses i Drepung, det største kloster i Tibet. Kronen hviler stadig på Buddhas hoved i Lhasa.
Mere end tusinde år efter Shakyamuni Buddhas bortgang blev der givet yderligere profetier om Je Rinpoche af den Lotus-fødte Guru, Padma Sambhava. Han forudsagde, at en fuldt-ordineret buddhistisk munk ved navn Lobsang Drakpa ville dukke op i østen tæt på Kina. Han sagde, at denne munk ville blive betragtet som en udstråling af en Bodhisattva af den største berømmelse og ville opnå en Buddhas Komplette Nydelseskrop.
Flere indikationer før Tsongkhapas fødsel tydede også på, at han ville være et stort væsen. Hans forældre havde for eksempel mange lykkevarslende drømme om, at deres barn ville være en udstråling af Avalokiteshvara, Manjushri og Vajrapani. Hans fremtidige lærer, Chojey Dondrub-rinchen, fik at vide af Yamantaka i en vision, at han (Yamantaka) ville komme til Amdo i et bestemt år og blive hans discipel.
Fødsel
I 1357 blev Je (Herre) Tsongkhapa født som den fjerde af seks sønner i Tsong Kha-regionen i Amdo, i det østlige Tibet, deraf navnet, der betyder manden fra Tsong Kha (Løgdalen). Dagen efter Tsongkhapas fødsel sendte Chojey Dondrub-rinchen sin vigtigste discipel til forældrene med gaver, en statue og et brev. Et sandeltræ voksede på det sted, hvor hans navlestreng faldt til jorden. Hvert blad havde et naturligt billede af Buddha Sinhanada og blev således kaldt Kumbum, hundredetusinde kropsbilleder. Gelug-klosteret kaldet Kumbum blev senere bygget på det sted.
Tidlige år
Tsongkhapa var ikke som et almindeligt barn. Han opførte sig aldrig uartigt; han engagerede sig instinktivt i bodhisattva-gerninger; og han var ekstrem intelligent og ville altid lære alt. I en alder af tre år, tog han lægmandsløfter fra den Fjerde Karmapa, Rolpay Dorje (1340-1383), og modtog navnet Kunga Nyingpo. Da Choje Dondrub Rinchen besøgte forældrenes hjem og bad om han kunne tage sig af deres søns uddannelse, var faderen henrykt over udsigten til, at hans barn skulle være hos så stor en lærer og lod ham studere ved Lamaen. Drengen blev boende hjemme, indtil han var syv år, og studerede hos Chojey Dondrub Rinchen. Bare ved at se lamaen læse, vidste han instinktivt hvordan man læser uden at blive undervist i det.
Inden han tog noviceløfterne, modtog Je Tsongkhapa mange tantriske indvielser og belæringer, herunder Heruka-bemyndigelsen, og han fik det hemmelige navn Donyo Dorje. Da han var syv år, opfyldte han sin længsel efter at tage noviceløfterne og modtog dem af sin lærer. Det er her, han fik navnet Lobsang Drakpa. Tsongkhapa lagde større vægt på at beskytte hans løfter end hans øjne eller hans eget liv. Han var indtrådt i mandalaerne afa Heruka, Hevajra, Yamantaka og andre guddomme, før han modtog hans ordination og udførte endda selvinitieringsmeditationer på Heruka, da han kun var syv år gammel. Han drømte ofte om Je Atisha (982-1054), hvilket var et tegn på, at han ville korrigere misforståelser af Dharma i Tibet og gendanne dens renhed ved at kombinere sutra og tantra, som Atisha havde gjort.
Hans fremtrædende lærer tog sig af ham, indtil han rejste til U-Tsang (det centrale Tibet) i en alder af seksten år. Han rejste med Denma Rinchen Pel, og ankom til Drikung, hvor han mødte Drikung Kagyu-klosteret hovedlama, Chennga Chokyi Gyalpo. Denne store lama blev hans første lærer efter at have forladt sin oprindelige mester og underviste ham i forskellige emner, såsom det altruistiske sind (bodhichitta) og fem sektioner af det store segl (Mahamudra) under hans ophold på klosteret. Han mødte også den store læge Konchog Kyab, som lærte ham de vigtigste medicinske behandlinger, og da han blev sytten år var han blevet en fremragende læge. Dermed spredte hans berømmelse sig allerede i de første år af hans studier.
Lærd
Fra Drikung tog Tsongkhapa til Chodra Chenpo Dewachen-klostret i Nyetang, hvor han studerede sammen med Tashi Sengi og Densapa Gekong. Yonten Gyatso lærte ham endvidere at læse de fem store afhandlinger og hjalp ham konstant med Ornamentet for Realisationerne (Skt. Abhisamayalamkara). I løbet af atten dage havde han husket og assimileret både rodteksten og alle dens kommentarer, og mestrede hurtigt alle værkerne af Maitreya Buddha. Derefter fik han en fuldstændig forståelse for Perfektion af Visdom (Prajnaparamita) med stor hastighed og med lidt indsats. Hans lærere og medstuderende, som han drøftede ting med, var forbløffet over hans viden, og efter to års studier af Visdomens Perfektion blev han anerkendt i en alder af nitten år som en stor lærd.
Det år debatterede Je Rinpoche ved tidens to største klostre i Tibet: Chodra Chenpo Dewachen og Samye. Han blev nu meget berømt i U-Tsang, Tibets centrale provins. Han besøgte mange andre kloster fra Nyingma, Kagyu, Kadam og Sakya-traditionerne og deltog i debatter. Han modtog Kadam-lam-rim (graderet sutra-sti)-belæringer og også utallige tantriske beføjelser og belæringer, herunder Sakya-traditionens lamdray (stierne og resultatet), Drigung Kagyu-traditionens Naropas Seks Yogaer og Kalachakra. Han studerede også poetisk komposition, astrologi og mandala-konstruktion. I alle sine studier behøvde han kun at høre en forklaring én gang, og så forstod og huskede han den perfekt – lige som er tilfældet ved Hans Hellighed, den fjortende Dalai Lama.
Mødet med Rendawa
Tsongkhapa besøgte derefter Nyapon Kunga Pel i Tzechen og anmodede om instruktioner i Visdommens Perfektion. Denne mester var imidlertid ikke rask og henviste ham til sin discipel, ærværdige Rendawa (1349-1412). Je Rinpoche udviklede en enorm respekt for Rendawas metode til at undervise Skatten af Viden og dens autokommentarer. Denne Sakya-mester havde utallige spirituelle egenskaber, og Tsongkhapa kom senere til at betragte ham som hans vigtigste lærer. Deres forhold blev sådan, at de samtidig var hinandens mester og discipel. Han modtog også læren om Middelvejens (Madhyamika) filosofi fra Rendawa. Tsongkhapa forfattede et vers til ære for Rendawa og reciterede det ofte. Rendawa svarede dog, at dette var mere gældende for Tsongkhapa end for ham selv og tilpassede verset som følgende (Dette betragtes nu som Tsongkhapas Mantra (mig tse mig)):
Avalokiteshvara, mægtig skat af pletfri kærlighed,
Manjushri, Herre af pletfri viden,
Vajrapani, ødelægger af alle dæmoniske kræfter,
O Je Tsongkhapa, Lobsang Drakpa,
Kronjuvelen af Snelandets vismænd,
Ydmygt anmoder jeg om din velsignelse!
Se oversættelsen her: Migtsema
Flere studier og første undervisning
I løbet af efteråret og vinteren modtog han mange belæringer om Chandrakirtis Indgangen til Middelvejen. Derefter vendte han tilbage til Nyetang for at blive studerende hos den store lærd af monastisk disciplin (Vinaya), abbed Kazhiwa Losal, ved hvis fødder han studerede rodteksterne til Vinayaen og Skatten af Viden. Da han rejste, overgik dybden af hans forståelse lærerens. Han memorerede en kommentar til Vinayaens omfattende rodtekst med den daglige rytme på sytten tibetanske folios, som er fireogtredive sider!
Tsongkhapa havde altid haft stærk forsagelse. Han levede ekstremt ydmygt og holdt sine løfter rent. Han opnåede let shamatha, en stilnet og stabil sindstilstand, og vipashyana, en usædvanligt opmærksom sindstilstand, men var aldrig tilfreds med sin læring eller opnåelsesniveau. Han fortsatte med at rejse og anmodede om belæringer igen og igen selv på de samme tekster. Han debatterede og blev eksamineret af de fleste af lærde mestre af hans tid. I løbet af denne vinter udviklede han besværlige rygsmerter, og han tænkte på at vende tilbage til Rendawa, men det bittert kolde vejr tvang ham til blive på Nanying, hvor han gav sin første undervisning.
Tsongkhapa begyndte at undervise i 20’erne, og hans første undervisning var om abhidharma (mdzod). Alle var forbløffet over hans lærdom. Han begyndte også at skrive og udføre flere retreater. Snart havde han selv mange disciple. Selvom nogle beretninger siger, at Tsongkhapa modtog de fulde munke-løfter i en alder af 21, er det usikkert, i hvilket år dette faktisk fandt sted. Det var sandsynligvis senere i hans 20’ere.
På et tidspunkt studerede og analyserede han hele Kangyur og Tengyur – Buddhas (oversatte) direkte belæringer og deres indiske kommentarer. Derefter, i en alder af 32 år, skrev han En Gylden Rosenkrans af Fremragende Forklaring, en kommentar til Filigran af Realisationer og dermed om Prajnaparamita. Han lave en syntese og diskuterede alle enogtyve indiske kommentarer. Uanset hvad han skrev, underbyggede han det med citater fra hele spektret af indisk og tibetansk buddhistisk litteratur og han sammenlignede og kritisk redigerede endda forskellige oversættelser. I modsætning til tidligere lærde, veg han aldrig tilbage fra at forklare de vanskeligste og uklareste passager i hvilken som helst tekst.
Normalt kunne Tsongkhapa hver dag memorere sytten tibetanske dobbelt-sidede sider på ni linjer hver. En gang afholdt nogle lærde en memoreringskonkurrence for at se, hvem der kunne memorere flest sider, før solen ramte banneret på klosterets tag. Tsongkhapa vandt med fire sider, som han reciterede flydende uden fejl. Den der endte på anden plads kunne kun klare to og en halv side, stammende.
Inden længe begyndte Tsongkhapa at give tantriske beføjelser og belæringer, og især den efterfølgende tilladelse (jenang) fra Sarasvati til visdom. Han fortsatte også sine studier af tantra, især Kalachakra.
En stor lama var berømt for at undervise i elleve tekster på samme tid. En discipel bad Tsongkhapa om at gøre det samme. Tsongkhapa underviste i stedet for sytten større sutra-tekster, alle fra hukommelsen, hver dag en session for hver tekst. Han startede dem alle på samme dag og afsluttede dem alle tre måneder senere, også på samme dag. Under diskursen tilbageviste han forkerte fortolkninger af hver enkel tekst og etablerede sit eget syn. Hver dag under diskursen lavede han også selvindvielsen af Yamantaka og alle hans andre tantriske praksisser.
Hvis vi ser på hans liv på kun 62 år og overvejer, hvor meget han studerede, praktiserede (inklusiv at fremstille tsatsa-lerstatuer), hvor meget han skrev, underviste og var i retræter, ville det synes umuligt at nogen kunne gøre kun en af disse i deres livstid.
Intensiv Tantrisk Studie og Praksis
Kort efter dette foretog Tsongkhapa sin første store tantriske retræte om Chakrasamvara ifølge Kagyu-overleveringslinjen. I denne retræte, mediterede han intenst på Naropas seks belæringer og Nigumas seks belæringer. Han opnåede store erkendelser.
Efter dette, i en alder af 34 år, besluttede Tsongkhapa at beskæftige sig med intensive studier og praksis af alle fire klasser af tantra. Som han senere skrev, kan man ikke rigtig sætte pris på dybden af anuttarayoga tantra, medmindre man har øvet og på et dybt niveau forstået de tre lavere tantraer. Således rejste han vidt omkring igen og modtog mange bemyndigelser og belæringer om de tre lavere tantraklasser. Han studerede også de femtrins fuldstændiggørelsesfaser af Guhyasamaja og Kalachakra.
Studie og retræter for at opnå en non-konceptual erkendelse af tomhed
Tsongkhapa studerende også Manjushri Dharmachakra-praksissen og Madhyamaka med Karma Kagyu Lama Umapa. Denne store mester havde studeret Madhyamaka ved Sakya-traditionen og havde siden barndommen daglige visioner af Manjushri, der lærte ham et vers hver dag. Tsongkhapa og han blev gensidig lærer og discipel. Lama Umapa tjekkede med Tsongkhapa for at få bekræftet, at den lære, han modtog i sine visioner om Manjushri, var korrekt. Dette er meget vigtigt, da visioner kan påvirkes af dæmoner.
Sammen med Lama Umapa foretog Tsongkhapa en omfattende retræte af Manjushri. Fra dette tidspunkt modtog Tsongkhapa direkte instruktion fra Manjushri i rene visioner og var i stand til at modtage svar fra ham på alle sine spørgsmål. Før dette måtte han stille sine spørgsmål til Manjushri gennem Lama Umapa.
I retræten mente Tsongkhapa, at han stadig ikke havde en ordentlig forståelse af Madhyamaka og Guhyasamaja. Manjushri anbefalede, at han gik i en meget lang retræte og derefter ville forstå de notater, han havde taget af hans instruktioner. Så efter et stykke tid med undervisning gik Tsongkhapa ind i en fire-årig retræte med otte nære disciple i Olka Cholung. De udførte 35 sæt af 100.000 knæfald, hvert af dem til de 35 skrifte-Buddhaer, og atten sæt af 100.000 mandala-ofringer, med mange Yamantaka-selvindvielser og studie af Avatamsaka Sutra for bodhisattva-gerninger. De havde en vision om Maitreya bagefter.
Efter retrætren restaurerede Tsongkhapa og hans disciple en stor Maitreya-statue i Lhasa, som var den første af hans fire store gerninger. De gik derefter i retræte i yderligere fem måneder. Efter dette inviterede Nyingma Lama Lhodrag Namka Gyeltsen, der konstant havde visioner af Vajrapani, Tsongkhapa, og de blev også gensidig lærer og discipel. Han overførte Kadam lam-rim og mundtlige retningslinjer til ham.
Tsongkhapa ville rejse til Indien for at studere mere, men Vajrapani rådede ham til at blive i Tibet, da han ville være mere gavnlig der. Således blev han. Han besluttede, at han senere ville skrive en storslået præsentation af de graderede stadier af stien (Lam-rim chen-mo) på den graderede sutra-sti og derefter en storslået præsentation af de graderede stadier i Tantra-stien (sNgags-rim chen-mo ) på praksis-trinene for de fire tantraklasser.
Tsongkhapa foretog derefter en omfattende retræte af hele Kalachakra-fuldstændiggørelsesstadiet, og derefter, en etårsretræte af Madhyamaka. Selvom Tsongkhapa havde lært meget om Madhyamaka og tomhed af sine lærere, havde han aldrig følt sig tilfreds med forklaringsniveauet. Før han gik ind i dette etårige retræte, rådede Manjushri ham til at stole på Madhyamaka-kommentaren af Buddhapalita. Tsongkhapa gjorde det, og fik følgelig under retræten en fuldstændig ikke-konceptuel erkendelse af tomhed.
Baseret på hans erkendelse reviderede Tsongkhapa fuldstændigt forståelsen af Prasangika-Madhyamakas lære om tomhed og beslægtede emner, som lærerne og lærte mestre på hans tid havde haft. I denne henseende var han en radikal reformator med modet til at gå ud over de daværende overbevisninger, da han fandt dem utilstrækkelige.
Tsongkhapa baserede altid sine reformer strengt på logik og skrifternes referencer. Da han etablerede sit eget syn som den dybeste betydning af de store indiske tekster, begik han ikke et brud på hans nære bånd og forhold til sine lærere. At se vores åndelige lærere som Buddhaer betyder ikke, at vi ikke kan gå ud over dem i vores erkendelse. Tsenzhab Serkong Rinpoche II forklarede dette med følgende eksempel.
For at lave en kage er vi nødt til at sammensætte mange ingredienser – mel, smør, mælk, æg osv. Vores lærere viser os, hvordan man laver en kage og bager et par stykker til os. De kan være meget lækre, og vi kan godt lide dem meget. På grund af vores læreres venlighed ved vi nu, hvordan man laver en kage. Dette betyder ikke, at vi ikke kan foretage nogle ændringer, tilføje nogle forskellige ingredienser og bage kager, der er endnu mere lækker end dem, vores lærere har lavet. Dermed er vi ikke respektløse overfor vores lærere. Hvis lærerne virkelig er kvalificerede, glæder de sig over vores forbedring af opskriften og nyder de nye kager med os.
Yderligere Store Gerninger
Efter at have undervist mere, gik Tsongkhapa igen i retræte, denne gang sammen med sin lærer Rendawa, og skrev det meste af Lam-rim chen-mo. Under retræten havde han en vision af Atisha og lam-rim-linjens mestre, der varede i en måned, og fik opklaret mange spørgsmål. Dernæst studerede han de seks øvelser af Naropa og Mahamudra videre med Drigung Kagyu. I den efterfølgende regnsæson underviste han vinaya (monastiske disciplinære regler) så tydeligt, at det betragtes som hans anden store gerning.
Efter at han blev færdig med Lam-rim chen-mo, besluttede Tsongkhapa at undervise mere fuldstændigt om tantra. Først skrev han imidlertid omfattende kommentarer til bodhisattva-løfterne og Halvtreds Strofer om Guruen (Skt. Gurupanchashika) for at understrege dem som grundlaget for tantra-praksis. Derefter, mens han fortsatte med at undervise, skrev han Ngag-rim chen-mo og mange kommentarer på Guhyasamaja. Han skrev også om Yamantaka og om Nagarjunas Madhyamaka-tekster.
Den kinesiske kejser inviterede ham til at blive hans kejserlige tutor, men Tsongkhapa undskyldte og sagde, at han var for gammel og ville forblive i retræte.
I løbet af de næste to år underviste Tsongkhapa i vid udstrækning lam-rim og tantra og skrev Essencen af Fremragende Forklaring af Fortolkelig og Definitive Betydninger om Mahayana-doktrinen. Derefter, i 1409, i en alder af 52, indviede han Monlam, den store bønfestival ved Lhasa Jokang. Han ofrede en guldkrone til Shakyamuni-statuen, hvilket betød, at det nu var en Sambhogakaya-statue, ikke kun Nirmanakaya. Sambhogakaya-former af Buddhaer lever, indtil alle væsener er frigjort fra samsara, mens Nirmanakaya-former kun lever i kort tid. Dette betragtes som hans tredje store gerning. Efter dette bad hans disciple ham om at holde op med at rejse så meget, og de grundlagde Ganden kloster for ham.
På Ganden fortsatte Tsongkhapa med at undervise, skrive (især om Chakrasamvara) og gøre retræter. Han bestilte opførelsen af den store Ganden-hal med en enorm Buddha-statue og tredimensionelle kobbermandalas af Guhyasamaja, Chakrasamvara og Yamantaka. Dette betragtes som hans fjerde store gerning. Han fortsatte med at skrive og til sidst udgjorde hans samlede værker atten bind, den største del om Guhyasamaja.
Paranirvana
Je Tsongkhapa døde i Ganden i 1419, i en alder af 62. Han opnåede oplysning efter sin død ved at opnå et illusorisk legeme i stedet for bardoen. Dette var for at understrege behovet for, at munke følger cølibatet strengt, da oplysning i denne levetid kræver praksis med en gemalinde mindst en gang.
Inden han døde, gav Tsongkhapa sin hat og kappe til Gyeltsab Je (1364-1432), som sad på Ganden-tronen i tolv år bagefter. Dette startede traditionen med, at Ganden Tron-indehaveren (Ganden Tripa) er lederen af Gelug-ordenen. Den næste tronindehaver var Kedrub Je (1385-1438), der senere havde fem visioner om Tsongkhapa, der opklarede hans tvivl og besvarede hans spørgsmål. Gelug-overleveringslinjen har blomstret lige siden.
Flere af Tsongkhapas nære disciple grundlagde klostre for at fortsætte hans linje og sprede hans lære. Mens Tsongkhapa stadig levede, grundlagde Jamyang Cho Je (1379-1449) Drepung-klosteret i 1416, og Jamchen Cho Je (1354-1435) grundlagde Sera-klosteret i 1419. Efter Tsongkhapas bortgang grundlagde Gyu Sherab Sengge (1383-1445) Gyumay Lavere Tantrisk Universitet i 1433 og Gyelwa Gendun-drub (1391-1474), postumt udnævnt til den første Dalai Lama, grundlagde Tashi Lhunpo-klostret i 1447.
