Vers 220.
Vers 220.
Ligesom slægtninge byder en kær person velkommen ved hans ankomst, således vil ens egne gode gerninger tage imod den, der har gjort det gode, når han er gået fra denne verden til den næste.
tatheva katapuññam’pi asma loka param gatam puññani patiganhanti piyam ñatim’va agatam
Vers 219.
219.
Når en mand efter lang tids fravær vender sikkert hjem fra det fjerne, byder hans slægtninge, venner og velønskere ham velkommen ved ankomsten.
cirappavasim purisam durato sotthimagatam natimitta suhajja ca abhinandanti sagatam
Vers 218.
218.
Den, hvis stræben er rettet mod det ubeskrivelige (Nirvana), hvis sind er gennemtrængt af den højeste visdom, og som ikke længere er bundet af sansernes nydelser – ham kalder man én, der bevæger sig opstrøms.
chandajato anakkhate manasa ca phuto siya kamesu ca appatibaddhacitto uddhamsotto’ti vuccati
Vers 217.
217.
Mennesker holder den kær, som besidder dyd og indsigt, som er principfast, har erkendt sandheden og selv gør det, han bør gøre.
sliadassana sampannam dhammattham saccavedinam attano kamma kubbanam tam jano kurute piyam
Vers 216.
216.
Af længsel opstår sorg, af længsel opstår frygt. For den, der er helt fri for længsel, er der ingen sorg — hvorfra skulle frygt da komme?
tanhaya jayati soko tanhaya jayati bhayam tanhaya vippamuttassa natthi soko kuto bhayam
Vers 215.
215.
Af begær opstår sorg, af begær opstår frygt. For den, der er helt fri for begær, er der ingen sorg — hvorfra skulle frygt da komme?
kamato jayati soko kamato jayati bhayam kamato vippamuttassa natthi soko kuto bhayam
Vers 214.
214.
Af tilknytning opstår sorg, af tilknytning opstår frygt. For den, der er helt fri for tilknytning, er der ingen sorg — hvorfra skulle frygt da komme?
ratiya jayati soko ratiya jayati bhayam ratiya vippamuttassa natthi soko kuto bhayam
Vers 213.
213.
Af hengivenhed opstår sorg, af hengivenhed opstår frygt. For den, der er helt fri for hengivenhed, er der ingen sorg — hvorfra skulle frygt da komme?
pemato jayati soko pemato jayati bhayam pemato vippamuttassa natthi soko, kuto bhayam
Vers 212.
212.
Af forkærlighed opstår sorg, af forkærlighed opstår frygt. For den, der er helt fri for forkærlighed, er der ingen sorg — hvorfra skulle frygt da komme?
piyato jayati soko piyato jayati bhayam piyato vippamuttassa natthi soko kuto bhayam
Vers 211.
211.
Hold derfor ikke noget særligt kært, for adskillelse fra det, man har kært, er smertefuld. Den, som hverken har noget elsket eller noget uelsket, er fri for bånd.
tasma piyam na kayiratha piyapayo hi papako gantha tesam na vijjanti yesam natthi piyappiyam