Uddrag af en belæring af Alexander Berzin om karma og fri vilje:
Karma er det sværeste at forstå. Når det forklares, får man ikke en lineær forklaring. Man får forskellige brikker af puslespillet, som man selv må sætte sammen.
Theravada har sin egen, ret anderledes opfattelse af karma. I Mahayana har vi Vaibhashika-systemet, som stammer fra Vasubandhu og hans tekst Abhidharmakosha. I sin kommentar modificerede han det og fremlagde en Sautantrika-position, og i andre tekster ændrede han det yderligere og gav en Cittamatra-forklaring.
Derudover studerer tibetanere Asangas tekster, såsom Abhidharmasamuccaya, som præsenterer karma fra et Cittamatra-synspunkt, men som også accepteres af Sautantrika og Svatantrika-Madhyamika. Og i de ikke-Gelug-skoler også af Prasangika-Madhyamika. Når vi kommer til Gelugpa-versionen af Prasangika-Madhyamika, accepterer de noget, der ligner Vasubandhus Vaibhashika-position, men tilpasset Prasangika-forståelsen af tomhed.
Karma har grundlæggende to varianter: Den karma, der beror på sindet, mental karma, som svarer til den mentale faktor “tilskyndelse”. Derfor kaldes den tilskyndende karma. Det er en mental faktor, der bevæger en primær bevidsthed og dens ledsagende mentale faktorer mod et objekt. Fordi det er en mental faktor, adskilles den fra energivinden eller lhung, som udfører den samme funktion. Der findes altså en energivind, der bevæger “pakken” af den primære bevidsthed—lad os sige synsbevidstheden—med alle dens ledsagende mentale faktorer såsom opmærksomhed, koncentration, forstyrrende følelser og lignende hen mod et objekt.
Den anden form for karma beror enten på kroppen eller talen, altså en fysisk eller verbal karma. Denne er drevet af og baseret på den mentale karma, en tilskyndelse. Det er det, der driver kroppen eller talen til en handling. Dette kaldes tilskyndet karma.
Ud fra Asangas synspunkt er begge disse mentale tilskyndelser. Vasubandhu og Prasangika-skolen har et lidt anderledes syn på den tilskyndede karma, hvor den faktisk anses som en form for energi. Hvis vi ser på Gyaltsab Djeys kommentar til Asanga, beskriver han det sådan, at karma er som en magnet, mens sindet, kroppen eller talen er som et stykke jern. Karma er det, der med sin egen kraft bevæger sindet mod et objekt. Det er ikke sådan, at karma—tilskyndelsen—kommer først, og derefter bevæger sindet sig; det er det, der faktisk bevæger sindet. Som en kraft i fysik. En mental kraft, og der er også en energi.
Vedrørende det fysiske og verbale siger Vasubandhu og Prasangika, at det snarere er en energi. Asanga siger, at begge dele—både den tilskyndende og den tilskyndede karma—er mentale faktorer. Theravada er enig i dette, nemlig at begge er mentale tilskyndelser.
Det er derfor vigtigt at forstå, at karma slet ikke er en handling. Det er den motiverende tilskyndelse, der fører til en handling, så oversættelser af karma som “handling” er meget misvisende. Selvom “karma” stammer fra roden kr, “at gøre”, er det ikke selve handlingen, men “gøreren”, skaberen. Hvad gør den? Den bringer sindet til et objekt eller kroppen og talen til en handling. Den sædvanlige engelske gengivelse af en tilskyndelse som “volition” og oversættelsen af karmiske handlinger til “viljesbestemte handlinger” er også misvisende. “Volition” antyder villen, fri vilje, altså noget tæt på intention. En tilskyndelse og en intention er dog to ret forskellige mentale faktorer.
Asanga definerer intention som ønsket om at besidde et ønsket fænomen. Det er grundlaget for at påbegynde noget med glædesfyldt vedholdenhed. Fænomenet kan her være objekter, sindstilstande eller handlinger. Gyaltsab Djey kommenterer, at intention er den mentale faktor, der retter sig mod et fænomen, som man har tænkt over, eller som man har en stærk interesse i. Intention kan være ønsket om at møde noget, som man tidligere har erkendt eller gjort—altså noget, man har tænkt på og ønsker at opleve igen. Eller ønsket om ikke at blive adskilt fra noget, som man aktuelt erkender eller er i gang med—for eksempel intentionen om ikke at stoppe med at spise. Eller det kan være en stærk interesse i noget, som man vil opnås eller gøre i fremtiden—som for eksempel intentionen om at gå i biografen senere. Der kan således ikke være en intention om noget, hvis man ikke tidligere har tænkt over det. Det viser, at vi må blive sikre på et fænomen, før vi kan have en intention om det
En af de ting, der ofte modnes fra en karmisk efterslæt, er netop denne intention—ønsket om at gøre noget. Tilskyndelsen. Som derefter fører til intentionen. Og derfra opstår en tilskyndelse til at gøre det. Det er ikke en tilskyndelse til at gøre det i sig selv, men en tilskyndelse, der bringer os ind i handlingen. Det, der modnes fra karma, er ønsket om at gøre noget—altså en intention. Og ud fra dette opstår en tilskyndelse, der faktisk bringer sindet og, på baggrund af dette, kroppen og talen ind i en handling, baseret på den intention.
Ifølge Vasubandhu er der en intention i hvert øjeblik af erkendelse. Men han fastsætter ikke, som Asanga og Gyaltsab Djey gør, at intention nødvendigvis må være noget, der er blevet tænkt over og man har forvisset sig om på forhånd—noget man er blevet sikker på. Men alt har en intention. Hvis jeg kører bil og rammer nogen, havde jeg så den intention? Det er en større diskussion, men du havde intentionen om at køre. Man har altid en intention om noget, ellers ville man ikke gøre det.
Alexander Berzin, Karma and free will, class 1