De fleste af os kæmper en konstant kamp mellem Visdom og Uvidenhed. Visdommen er den direkte modgift mod uvidenhed. Det er to direkte modstridende paradigmer, verdenssyn. Ideer der udelukker hinanden. To modstridende ideer kan ikke holdes i samme sind på samme tid.
Geshe Michael Roach har en god historie om konceptet bag to modstridende ideer, som jeg her anvender, lidt tilpasset. Jeg har skiftet kønnet i historien fordi det sandsynligvis var kvinder som var instrumentelle i verdens første jordbrug. Og kornsorten fra ris til hvede, fordi hvede sandsynligvis kom først.
Prøv at tænke over, hvordan man egentligt har opfundet landbrug for mindst 20.000 år siden. Mennesker har spist kornsorter i mere end 100.000, men de var vilde. Så kvinder gik ud af hulen mens mændene var på jagt, og samlede hvedekerner ind fra vilde planter. Så man vandrede rundt i skoven og søgte efter vilde hvedegræsser, og man var glad hvis man fandt nogle så man kunne samle nogle hvedekerner til familien, så man kunne overleve. Så hvis kvinden kom hjem med nogle hvedekerner var der aftensmad og ellers gik man i seng sulten. Og hvis der var for mange dage hvor man ikke fandt korn, så døde man, så døde familien.
Nu er det usikker hvordan det skete, men man kunne forestille sig, at en dag en kvinde vandrede hjem med dagens bytte af korn og møder et rovdyr. Hun kæmper imod, smider kernerne og løber i sikkerhed. Så hun kommer tomhændet hjem og børnene og manden spørger “hvor er maden?” “Tja, jeg blev nødt til at smide det fordi jeg blev angrebet.” Og alle går i seng triste og sultne.
Så forestil sig, at kvinden vender tilbage til denne rydning i skoven tre måneder senere. Og hun kan ikke tro hendes øjne. Hun ser 50 hvedeplanter, alle fyldt med kerner, nok mad til mange dage. Det er første gang hun ser så meget mad på ét sted.
Og hun tænker sig om, hvordan filan er det muligt? Og så husker hun: nå ja, hold da op, her kæmpede jeg med rovdyret. Her smed jeg mine korn, og da jeg kæmpede og løb, kom der jord over kernerne og se nu: det er da fantastisk. Vi kan smide vores hvedekerner på jorden, feje jord over det, og komme tilbage tre måneder senere.
Og hun ser potentialet. Hun får denne vision, hvor hvis hele verden kunne gøre dette, så ville der aldrig mere være usikkerhed omkring mængden af maden. Der ville være nok til alle.
Så hun samler kernerne og tager hjem. Og nu skal hun overbevise hendes mand. Måske er den anden landmand mere interessant end den første. Fordi hvordan overbeviser man ham?
“Hej skat, hør lige her: vi kan have al den hvede i verden som vi har lyst til. Vi behøver ikke at gå ud i den farlige skov og finde det.”
”Nå? Hvordan det”, siger manden?
”Kom med udenfor, så kan jeg vise dig: vi tager den her håndfuld af korn og kaster den på jorden”.
”Altså er du sindssyg kvinde !”
Og så fejer hun jord over dem. Han råber: ”Du er skør, vi kommer til at dø alle sammen !”
Og hun prøver at forklare det med rovdyret, og at man kan plante korn og så bare plukke det. Og hans sind kæmper med tanken. Der er to synspunkter: det ene er det gamle, traditionelle synspunkt: for at få korn, skal du gå ud i skoven, du skal finde en plante her og en plante der, og det er sådan man overlever, det er sådan man altid har gjort det. Og hvis du er uheldig, så finder du ikke nok, og nogle af børnene vil dø. Man er opvokset på denne måde, og man tænker på denne måde.
Og nu kommer konen med et nyt synspunkt. Hun introducerer en ny ide i hans sind. En ny måde at få mad på. Og dermed har hun plantet et lille frø i hans sind. 99% af hans sind tænker stadig på den gamle måde, men der er et nyt lille frø. Og så opstår der en debat i hans hoved, mellem disse to ideer. Som en kamp i ens hoved om hvilken ide er bedst. Og den nye ide er ikke stærk endnu. Men hvis hun har ret, så kunne vi dyrke planterne og alle børn ville overleve. Hele stammen. Og han håber det er rigtigt. Og når han ser de nye planter komme op af jorden, så bliver landbrugsideen større og stærkere end samler-ideen.
Så man kunne forestille sig at der i hans hoved foregik en kamp mellem to ideer, mellem to måder at få hvad du ønsker og har brug for.
Vores normale made at se verden på er som denne jager-samler, hulemanden. Vi skal stå op om morgenen, gå ud i byjunglen, tjene penge, og tage hjem igen. Og håbe at tingene lykkes. Håbe at man overlever. Måske lykkedes det, måske ikke. Det er den gamle tanke, den gamle ide.
Den nye made at anskue tingene på er at du kan dyrke dine egne afgrøder. Du kan få alt hvad du vil, altid. Ved at plante de rigtige frø, vil du kunne høste de positive resultater.
Buddhisme prøver at starte denne kamp i dit sind. Det kan være ukomfortabel, foruroligende. Denne kamp mellem den gamle måde at anskue verden på og den nye måde at gøre tingene på. Og der vil opstå tvivl. Der vil være konflikt. Der vil være spænding. Du vil være i konflikt med dig selv.
Men du kan få alt, bare ikke som du tror du kan. Ikke med de forkerte verdenssyn. Du skal ikke kæmpe mod andre, du skal ikke tænke på dig selv. Hvis du vil have penge, hvis du vil have gode forhold og kærester, hvis du vil have sundhed, så er det alle samme muligt, og endda med sikkerhed, gennem denne nye måde at anskue virkeligheden på, som er det modstridende end det du er vant til: du skal tænke på andre, du skal sørge for andre. Og så vil du få alt du ønsker.
Baseret på GMR