Vers 71.
Sandelig, en begået ond gerning bærer ikke straks frugt, som mælk, der ikke bliver sur på én gang. Men ulmende følger den tåben som ild dækket af aske.
.
na hi papam katam kammam sajju khiram’va muccati dahantam balamanveti bhasmacchanno’va pavako
.
Vers 70.
Måned efter måned kan en tåbe spise sin mad med spidsen af et græsstrå, men han er stadig ikke en sekstendedel værd af dem, der har forstået Sandheden.
.
mase mase kusaggena balo bhunjetha bhojanam na so sankhatadhammanam kalam agghati solasim
.
Vers 69.
Så længe en ond gerning ikke er modnet, tror tåben, at den er sød som honning. Men når den onde gerning modnes, lider tåben.
.
madhu’va maññati balo yava papam na paccati yada ca paccati papam atha balo dukkham nigacchati
.
Vers 68.
Gerninger er gode, hvis man ikke bliver ked af dem senere, når man oplever følgerne med glæde og lykke.
.
tanca kammam katam sadhu yam katva nanutappati yassa patito sumano vipakam patisevati
.
Vers 67.
Gerninger er dårlige, hvis man bliver ked af dem senere, når man oplever følgerne, grædende med et tårevædet ansigt.
.
na tam kammam katam sadhu yam katva anutappati yassa assumukho rodam vipakam patisevati
.
Vers 66.
066.
Tåber med lidt forstand er fjender af sig selv, når de går og udfører onde gerninger, hvis frugter er bitre.
.
caranti bala dummedha amitten’eva attana karonta papakam kammam yam hoti katukapphalam
.
Vers 65.
Hvis en intelligent person kun for et øjeblik omgås en vis mand, forstår han dog hurtigt Sandheden, ligesom tungen smager suppens smag.
.
muhuttamapi ce viññu panditam payirupasati khippam dhammam vijanati jivha suparasam yatha
.
Vers 64.
Selvom en tåbe hele sit liv forbindes med en vis mand, forstår han ikke sandheden, ligesom en ske ikke smager suppens smag.
.
yavajivam pi ce balo panditam payirupasati na so dhammam vijanati dabbi suparasam yatha
.
Vers 63.
En tåbe, der kender sin tåbelighed, er i det mindste i den grad klog, men en tåbe, der tror, at han er klog, er i sandhed en tåbe.
.
yo balo maññati balyam pandito vapi tena so balo ca panditamani sa ve balo’ti vuccati
.
Vers 62.
Tåben bekymrer sig og tænker: “Jeg har sønner, jeg har rigdom.” Ja, når han ikke engang selv er sin egen, hvordan så sønner, hvordan rigdom?
.
putta m’atthi dhanamm’atthi iti balo vihaññati atta hi attano nathi kuto putta kuto dhanam
.