Vers 156.
156.
De, som i ungdommen ikke har levet det hellige liv eller ikke har formået at opnå rigdom, ligger og sukker over fortiden, som slidte pile (skudt fra) en bue.
acaritva brahmacariyam aladdha yobbane dhanam senti capatikhin’ava puranani anutthunam
Vers 155.
155.
De, som i ungdommen ikke har levet det hellige liv eller ikke har formået at opnå rigdom, hensygner som gamle traner i en dam uden fisk.
acaritva brahmacariyam aladdha yobbane dhanam jinnakoñc’ava jhayanti khinamacche’va pallale
Vers. 154
154.
O husbygger, du er set! Du skal ikke bygge dette hus igen. For dine spær er brudt, og din rygbjælke knust. Mit sind har nået det Ubetingede; jeg har opnået begærets ophør.
gahakaraka dittho’si puna geham na kahasi sabba te phasuka bhagga gahakutam visankhitam visankharagatam cittam tanhanam khayam ajjhaga
Vers 153.
153.
Gennem mange fødsler i samsara har jeg vandret forgæves og søgt husets (livets) bygmester. Gentagne fødsler er sandelig lidelse!
anekajati samsaram sandhavissam anibbisam gahakarakam gavesanto dukkha jati punappunam
Vers 152.
152.
Manden med ringe lærdom ældes som en okse. Han vokser kun i omfang, men hans visdom vokser ikke.
appassuta’yam puriso balivaddo’va jirati mamsani tassa vaddhanti pañña tassa na vaddhati
Vers 151.
151.
Selv prægtige kongelige vogne slides op, og også denne krop slides op. Men de Godes Dharma ældes ikke; således gør de Gode den kendt for de gode.
jiranti ve rajaratha sucitta atho sariram’pi jaram upeti satañca dhammo na jaram upeti santo have sabbhi pavedayanti
Vers 150.
150.
Denne by (kroppen) er bygget af knogler, pudset med kød og blod; inden i findes forfald og død, stolthed og jalousi.
atthinam nagaram katam mamsalohitalepanam yattha jara ca maccu ca mano makkho ca ohito
Vers 149.
149.
Disse duefarvede knogler er som græskar, der ligger spredt omkring om efteråret. Når man har set dem, hvordan kan man da søge glæde?
yan’imani apatthani alapunéva sarade kapotakani atthini tani disvana ka rati
Vers 148.
148.
Helt nedslidt er denne krop, en rede af sygdom, og skrøbelig. Denne urene masse går i opløsning, for døden er livets ende.
parijinnam idam rupam roganiddham pabhanguram bhijjati putisandeho maranantam hi jivitam
Vers 147.
147.
Se på denne krop — et malet billede, en masse ophobede sår, skrøbelig, fuld af begær — hvor intet er varigt eller bestandigt!
passa cittakatam bimbam arukayam samussitam aturam bahusankappam yassa natthi dhuvam thiti