Vers 161.
161.
Det onde, som en uforstandig mand gør ved sig selv — født af ham selv og frembragt af ham selv — knuser ham, som en diamant knuser en hård ædelsten.
attan’ava katam papam attajam attasambhavam abhimanthati dummedham vajiram v’asmamayam manim
Vers 160.
160.
Man er virkelig sin egen beskytter; hvem ellers kunne være ens beskytter? Når man har fuld kontrol over sig selv, opnår man et herredømme, som er svært at opnå.
atta hi attano natho ko hi natho paro siya attan’ava sudantena natham labhati dullabham
Vers 159.
159.
Man bør gøre det, man lærer andre at gøre; hvis man vil opdrage andre, bør man selv være velbehersket. Selvbeherskelse er sandelig vanskelig.
attanam ce tatha kayira yathaññamanusasati sudanto vata dammetha atta hi kira duddhamo
Vers 158.
158.
Man bør først grundfæste sig selv i det rette; først derefter bør man undervise andre. Således vil den vise ikke blive bebrejdet.
attanam eva pathamam patirupe nivesaye athaññam’anusaseyya na kilisseyya pandito