Vers 148.
148.
Helt nedslidt er denne krop, en rede af sygdom, og skrøbelig. Denne urene masse går i opløsning, for døden er livets ende.
parijinnam idam rupam roganiddham pabhanguram bhijjati putisandeho maranantam hi jivitam
Vers 147.
147.
Se på denne krop — et malet billede, en masse ophobede sår, skrøbelig, fuld af begær — hvor intet er varigt eller bestandigt!
passa cittakatam bimbam arukayam samussitam aturam bahusankappam yassa natthi dhuvam thiti
Vers 146.
146.
Når denne verden altid står i flammer, hvorfor denne latter, hvorfor denne jubel? Indhyllet i mørke — vil du ikke se lyset?
ko nu haso kimanando niccam pajjalite sati andhakarena onaddha padipam na gavessatha
Vers 145.
145.
Dem der bygger irrigationskanaler styrer vandet, pilemagere retter pileskafter, tømrere former træ, og de gode behersker sig selv.
udakam hi nayanti nettika usukara namayanti tejanam darum namayanti taccaka attanam damayanti subbata