Jowo Je Atiśa Dīpankara Śrījñāna (982-1054)
Geshe Ngawang Dhargyey
mundtlig oversættelse ved Sharpa Tulku
redigeret og lavet af Alexander Berzin
Oprindelig version uddraget af Anthology of Well-Spoken Advice, vol 1.
Dharamsala, India: Library of Tibetan Works & Archives, 1982.
Barndom og afkald på fyrstelivet
I det østlige Indien, i landet Jahor, i byen Bangala, i det Gyldne Bannerpalads, boede kong Kalyana den Gode og dronning Prabhavati den Strålende. Det kongelige palads var kronet med tretten gyldne tage, det ene på toppen af det andet og pragtfuldt prydet med 25.000 gyldne bannere. Det var omgivet af utallige parker, søer, og smukke haver. Kongeriget var lige så rig som de gamle, overdådige dynastier i Kina.
Det kongelige par havde tre sønner, Padmagarbha, Chandragarbha og Shrigarbha. Det var den anden prins, der voksede op til at blive vores berømte lærer, Atisha (982-1054 CE).
Da Atisha var atten måneder gammel, holdt hans forældre sin første offentlige audiens i det lokale tempel, Kamalapuri. Uden nogen instruktion, bøjede han sig for de ærværdige genstande indenfor og reciterede spontant: ”På grund af mine forældres medfølelse har jeg opnået et dyrebart menneskeliv, rigt med muligheden for at se alle jer store figurer. Jeg vil altid tage min sikre retning (tilflugt) fra jer i livet.” Da han blev introduceret til sine kongelige undersåtter udenfor, bad han, om at måtte realisere sit fulde potentiale for at tilfredsstille deres ethvert behov. Han bad også, om at være i stand til at iklæde sig klæderne af en åndelig søgende, som havde afvist familielivet, aldrig at være stolt og altid at have medfølende sympati og kærlig omsorg for andre. Dette var utrolig usædvanlig for så lille et barn.
Da Atisha blev ældre, voksede hans ønske om at blive en tiggermunk stadig stærkere, men hans forældre havde andre forventninger. Af deres tre sønner var han den klogeste, og de lykkebringende varsler ved hans fødsel hjalp med at overbevise dem om, at han skulle være den kongelige efterfølger. Da drengen blev elleve år – den sædvanlige alder for ægteskab på det tidspunkt – gjorde de derfor udførlige forberedelser for, at han kunne tage en brud.
På sin bryllupsaften viste Buddha-figuren (yidam) Tara sig meget levende i en drøm for Atisha. Hun fortalte ham, at han i 500 på hinanden følgende liv havde været en tiggermunk og derfor ikke at have nogen tiltrækning til denne verdens forbigående fornøjelser. Hun forklarede, at en almindelig person fanget i dem ville være relativt let at redde, som en ged fanget i kviksand. Men som en kongelig prins ville det være lige så vanskeligt at trække ham ud som en elefant. Drengen fortalte ingen om denne drøm, men undskyldte sig klogt fra dette ægteskab af andre grunde.
Efter at have bestemt sig for at finde en åndelig lærer, fortalte han sine forældre, at han ønskede at gå på jagt, og Atisha forlod paladset med 130 ryttere. Først mødte han i junglen den hellige Jetari, en mand af den brahminske præstekaste, der levede som en buddhistisk eneboer. Fra ham accepterede knægten formelt en sikker retning i livet (tilflugt) og tog bodhisattva-løfterne. Denne hellige mand sendte ham derefter til det sekvestrerede klosteruniversitet Nalanda og den åndelige mester Bodhibhadra.
Atisha tog straks afsted med alle sine ryttere, og i Nalanda modtog han igen bodhisattva-løfterne og belæringer fra Bodhibhadra. Han blev derefter sendt til den store Vidyakokila for yderligere instruktion og derefter til den berømte Avadhutipa. Denne sidstnævnte mester anbefalede drengen til at vende hjem, at behandle alle med respekt, men i mellemtiden at prøve at se ulemperne ved et så luksuriøst liv, og derefter rapportere tilbage.
Atishas forældre var meget glade for at se ham og tænkte at han endelig ville slå sig ned, tage sig en kone og forberede sig på hans fremtidige styre. Drengen meddelte dem imidlertid, at han faktisk var gået på jagt efter en åndelig lærer. Han indrømmede, at alt, hvad han ønskede, var at leve et stille, kontemplativt liv og var kommet for at spørge om tilladelse til at tage afsked med sine fyrstelige pligter.
Chokeret over hans ord forsøgte hans forældre at afholde ham fra at rejse. De sagde, at han kunne kombinere begge liv og tilbød at bygge sekvestrerede klostre nær paladset og lade ham studere, brødføde de fattige og så videre. De bad ham om ikke at vende tilbage til junglen. Men Atisha fortalte dem, at han ikke havde den mindste tiltrækning til det kongelige liv. ”For mig,” sagde han, “adskiller dette gyldne palads sig ikke fra et fængsel. Prinsessen, I tilbyder, adskiller sig ikke fra dæmonernes datter, den søde mad er ikke forskellig fra det rådne kød af en hund, og dette satintøj og disse juveler adskiller sig ikke fra klude fra skraldebunken. Fra og med denne dag er jeg fast besluttet på at leve i junglen og studere foran mester Avadhutipas fødder. Alt jeg beder om er lidt mælk, honning og brunt sukker, og jeg vil tage min orlov.”
Der var intet, som hans forældre kunne gøre, end at give deres samtykke til hans anmodning, og dermed vendte Atisha tilbage til junglen med disse forsyninger og et pinligt stort følge af kongelige ledsagere, som de insisterede på skulle ledsage ham. Avadhutipa sendte nu den unge prins til mesteren Rahulagupta på det Sorte Bjerg for at starte på tantrisk praksis. Atisha ankom med alle sine ryttere og fortalte denne vajra-mester, hvordan han havde studeret hos mange lærere, men stadig ikke var i stand til at ryste sin trældom af det kongelige liv af. Rahulagupta tildelte ham sin første bemyndigelse, som var Hevajra-praksis, en Buddha-figur, som han kunne binde sin bevidsthed til. Derefter sendte han ham tilbage til paladset med otte af sine disciple, fire mandlige og fire kvindelige, som var kun klædt i mahasiddhaernes knoglepynt og havde store evner med faktiske opnåelser.
I tre måneder opholdt Atisha sig i paladset med disse underlige nye ledsagere og opførte sig på en hel ukonventionel og skandaløs måde. I sidste ende blev hans forældre tvunget til at opgive alt håb for deres dyrebare søn. Da de troede, at han var blevet skør, gav de fuld tilladelse til, at han kunne rejse med sine ret usmageligt-udseende venner og rejse bort en gang for alle.
fortsættes..
