Acharya Shri Shantideva (ca. 685-ca.763)
Angående Mester Shantideva siges:
Fuldstændig opgivet hans kongerige, opnået høj begavelse,
opnået fuldstændig sejr over de to vidensamlinger,
Givet afkald på verden, har set sandheden, og vist mirakler;
Prostrationer til mesteren som besad de syv vidundere.
Ved hans fødsel blev den store mester kaldt Shantivarma af hans far Konge Kalyanavarnam af Saurastra, en by I Sydindien. Udover hans store hengivenhed og medfølelse, viste han også fortræffelighed i almen viden og kampsport. Derfor besluttede hans far at udpege ham til tronarvingen, og de byggede en kostbar trone lavet af juveler til ham.
Denne nat, drømte Shantivarma, at Bodhisattvaen Manjushri sad på tronen og talte til ham:
O eneste søn, dette er min trone.
Jeg er din spirituelle lærer.
For dig og mig at sidde på den samme trone
er ikke gode manerer.
Shantivarmas mor var kendt som en emanation af Vajrayogini, og sagde til ham: “Søn, i denne alder af forfald, hvis du får magten over kongeriget, vil du give efter for ikke-dyder igennem besudlinger. Som resultat vil du blive genfødt lavere, og du vil opleve lidelser meget værre end det her. Siden verdslige aktiviteter har ingen essens overhovedet, skal du gå til østen, til Banga-landet. Der vil du blive velsignet af Manjushri.”
På grund af disse ord besluttede Shantivarma sig for at opgive tronen og rejse væk. Shantivarma fandt en lærer, hvis sind var meget dybsindigt og hvis fysiske og verbale handlinger var meget rolige og fredfyldte. Denne lærer gav Shantivarma en belæring om Manjuvajras meditation. Shantivarma forblev der i samadhi-tilstanden i tolv år og opnåede høje erkendelser og han blev i stand til at opfatte Manjushri direkte.
Efter tjeneste som livvagt for Kongen af Magadha rejste han til det store Nalanda Universitet. Der modtog han ordination af abbeden Jinadeva, som gav ham navnet Shantideva (Guden af Fred).
Shantideva øvede sig grundigt i hele Tripitakaen, sammenfattede og kategoriserede de mest vigtige betydninger og forfattede tre tekster, kendt som Kompendium af Alle Forskrifter (Shikshasamucchaya),Kompendium af Alle Sutraer (Sutrasamucchaya), og Beskæftige sig med Bodhisattvaernes Adfærd (Bodhicaryavatara). Hans primære aktivitet var rettet indadtil og han dvælede meget flittigt i perfekt meditation med dybsindig samadhi. Men udadtil kunne mennesker ikke mærke det, så de troede han van den dovneste person på universitetet.
Fordi de andre munke kun kunne se Shantidevas eksterne, fysiske adfærd kaldte de ham Busuku, eller Hr. Tre Tanker. Det var fordi de kun så ham udføre tre aktiviteter: at spise (bukta), at sove (susta), og at gå på toilet (kuchiwa).
De troede, at Busuku ikke udførte nogen af de tre hjul af aktiviteter som er passende for munke. Derfor syntes nogen, at han ikke hørte hjem i Sanghaen. De planlagde at efterforske ham for at finde gode grunde til at få ham bortvist fra klosteret.
Klosteret havde en tradition, hvor man reciterede buddhistiske skrifter i løbet af Vidunderes Måned. Dette år, for at gøre Busuku flov og for at vise at han burde bortvises, spurgte nogle munke ham om at recitere en sutra. Ved gentagne forespørgsler, svarede han, at han ikke vidste noget. Men munkene insisterede, og endelig accepterede Busuku indbydelsen.
Da dagen kom, ville munkene gøre det endnu mere pinligt for Busuku ved at bygge en ekstrem høj trone uden for templet i det nordøstlige hjørne af den store forhave, og de forberedte meget udførlige offergaver. En stor mængde mennesker samlede sig, og Busuku blev inviteret til at sætte sig på tronen, som var så høj, at det var umuligt. Men i det øjeblik masserne blinkede med øjnene sad Shantideva på tronen uden at nogen havde set ham klatre op. Han spurgte dem: ”Skal jeg undervise Dharma som er blevet undervist før af vismændene, eller skal jeg undervise Dharma som aldrig er blevet undervist før?”. Alle blev overraskede, nogle grinte, og de spurgte om en belæring som aldrig var blevet givet før.
Så begyndte Mester Shantideva at undervise Bodhicaryavatara, og alle blev forbløffet. Mange så Arya Manjushri i himlen foran Shantideva.
Da Shantideva kom til det 34. vers i det niende kapitel, som er den sværeste del af bogen, lettede han og Manjushri, og de svævede højere og højere op i luften til de forsvandt fra synet. Shantidevas stemme kunne dog stadig høres til han blev færdig med undervisningen. Hele forsamlingen var forbløffet og alle var nu fyldt med stærk hengivenhed for Mester Shantideva. De udråbte ham til at være et ædelt væsen af uudtømmelig intelligens.
Et par panditas med ekstraordinær hukommelse havde lavet noter, men da de begyndte at sammenligne deres noter, var der to forskellige meninger om, hvad der var blevet sagt. Ifølge panditaerne fra Kashmir havde teksten ni kapitler og 700 strofer, mens en gruppe panditas fra central Indien troede at teksten havde ti kapitler og 1.000 strofer. Ydermere vidste de ikke, hvilke tekster Shantideva mente med de to bøger Kompendium af Alle Forskrifter og Kompendium af Alle Sutraer, som blev refereret til i undervisningen.
Shantideva var imellem tiden rejst til Sawanatha i Syd-Indien, hvor der var 500 ikke-buddhistiske yogis. Han ankom til et område, som lige have været udsat for en stor tyfon, som havde varet ved i 7 dage. Alle i området havde besvær med at finde føde. De lokale mennesker sagde, at de ville ære belæringerne af den som ville forsyne dem med mad.
Mester Shantideva fyldte en tiggerskål med ris som han havde modtaget som dana. Han velsignede det igennem hans samadhi og gav skålen til menneskerne og alle blev fuldstændig mætte. De erfarede mental lykke, fysisk velvære, og de startede på den Buddhistiske sti.
Lærde fra Nalanda kom og besøgte Shantideva og spurgte om han ville komme tilbage til Nalanda for at undervise. Han nægtede, men løste deres uenighed om teksten ved at bekræfte, at den havde ti kapitler og 1000 strofer. Derefter fortalte han dem, hvor de kunne finde de to andre bøger: Shantideva havde skrevet dem på palmeblade, som han havde gemt under taget på hans værelse. Han gav dem også læsningens overføring og teksternes forklaringer.
Således udførte han udførlig fortjeneste for Herren Buddhas doktrin.
