166.

Man bør ikke forsømme sit eget vel for en andens skyld, hvor stor den end måtte være. Når man klart forstår sit eget vel, bør man være hengiven til det gode.

attad’attham paratthena bahun’api na hapaye attad’attham abhiññaya sadatthapasuto siya

165.

Af én selv bliver det onde gjort; af én selv bliver man uren. Af én selv undlader man det onde; af én selv bliver man ren. Renhed og urenhed afhænger af én selv; ingen kan rense en anden.

attan’ava katam papam attana sankilissati attana akatam papam attan’ava visujjhati suddhi asuddhi paccattam n’aññam aññam visodhaye

164.

Den, som på grund af fordrejede opfattelser foragter de Fuldkomnes, de Ædles og Retfærdiges Lære — den dåre frembringer, ligesom bambussen, kun frugter til sin egen undergang.

yo sasanam arahatam ariyanam dhammajivinam patikkosati dummedho ditthim nissaya papikam phalani katthakass’eva attaghaññaya phallati

163.

Det er let at gøre det, der er dårligt og skadeligt for én selv. Men det, der er godt og gavnligt, er yderst vanskeligt at gøre.

sukarani asadhuni attano ahitani ca yam ve hitam ca sadhum ca tam ve parama dukkharam

162.

Ligesom en enkelt slyngplante kvæler det træ, den vokser på, således skader en stærkt fordærvet mand sig selv, som kun en fjende kunne ønske det.

yassa accantadussilyam maluva salamiv’otatam karoti so tath’attanam yatha nam icchati diso

161.

Det onde, som en uforstandig mand gør ved sig selv — født af ham selv og frembragt af ham selv — knuser ham, som en diamant knuser en hård ædelsten.

attan’ava katam papam attajam attasambhavam abhimanthati dummedham vajiram v’asmamayam manim

160.

Man er virkelig sin egen beskytter; hvem ellers kunne være ens beskytter? Når man har fuld kontrol over sig selv, opnår man et herredømme, som er svært at opnå.

atta hi attano natho ko hi natho paro siya attan’ava sudantena natham labhati dullabham

159.

Man bør gøre det, man lærer andre at gøre; hvis man vil opdrage andre, bør man selv være velbehersket. Selvbeherskelse er sandelig vanskelig.

attanam ce tatha kayira yathaññamanusasati sudanto vata dammetha atta hi kira duddhamo

158.

Man bør først grundfæste sig selv i det rette; først derefter bør man undervise andre. Således vil den vise ikke blive bebrejdet.

attanam eva pathamam patirupe nivesaye athaññam’anusaseyya na kilisseyya pandito

157.

Hvis man holder sig selv kær, bør man våge over sig selv med flid. Den vise bør holde sig vågen under alle tre af nattens vagter (alle tre faser af ens liv).

attanam ce piyam jañña rakkheyya nam surakkhitam tinnam aññataram yamam patijaggeyya pandito